Hej Mormor ❤️


Blog, Debat, Hverdagspoesi / onsdag, maj 8th, 2019

Da jeg stod her sidste gang,
trillede mine varme tårer.
Jeg var bange, forvirret,
adrenalin i mine årer.

Jeg havde lige sagt op,
kappet hele mit sikkerhedsnet.
Bære eller mon briste,
ville vejen bli’ svær eller let?

Din sten stirrede så stumt,
men i din tavshed fandt jeg en trøst.
I vinden lød din stemme,
eller kom den fra mit eget bryst?

Din stemme sagde til mig,
jeg kun ville være i live,
hvis jeg nu fulgte min drøm
om at ku’ leve af at skrive.

Du mindede mig så om,
at vi legede med alfabet,
med lyde, med nye ord,
som ingen som helst før havde set.

Du lærte mig at digte,
opdigte og bruge fantasi.
Lærte mig at sige fra
fra dét, der ikke er mening i.

Mormor, du var jo så stærk,
om alt havde du et kæmpe tarv.
Jeg er dig taknemlig for,
at den styrke er gået i arv.

Det har kostet blod og sved,
og en tåre, måske lidt flere.
Men vejen op er ik’ hård,
det er blot hårdt at eksistere.

Mormor, tak for dig, hver dag
mine tanker strejfer du.
Jeg ønsker, du hører mig,
ønsker, du ku’ se mig lige nu.