I dag er det 12 år siden, at jeg blev student. Tre års slid og slæb blev afløst af den rød-hvide hue. Mens min veninde bed i huens skærm, mindede jeg mig selv om, at huen havde været alt det hårde arbejde værd, fordi jeg selv havde formet min fremtid på et gymnasium med et godt sammenhold.
På gader og stræder ser vi lige nu de unge med huerne. De har valgt deres ungdomsuddannelse frit, og de står nu med endnu et frit valg for den videregående uddannelse, som de brænder for, og som skal blive deres levebrød om nogle år. De er en af de sidste årgange, der kunne vælge deres ungdomsuddannelse frit.
Fremtidens unge er nemlig blevet frarøvet deres frie valg af ungdomsuddannelse. Med regeringens nye aftale skal unge fremover fordeles efter deres forældres indkomst. Målet er at forhindre, at elever klumper sig sammen efter social, kulturel og etnisk baggrund, og at holde hånden under gymnasier i tyndt befolkede områder.
Men aftalen har en uheldig bivirkning. De unge bliver reduceret til deres forældres indkomst. Deres sociale mønstre, deres interesser, deres ambitioner og deres drømme er blevet sekundære. Snakken om, at unges muligheder var uanede til trods for forældrenes baggrund, var tomme ord.
Derudover betyder aftalen, at antallet af unge, der kommer ind på deres første prioritet, vil falde. De unge kan ikke længere være sikre på at komme ind på et ”profilgymnasium” med fokus på musik eller ekstra tid til idræt. Tvangsfordelingen kan øge transporttiden til og fra skole. Det vil unægteligt gå ud over elevernes trivsel, deres fritids- og sportsaktiviteter, og det risikerer dermed at øge frafaldet.
Naturligvis er der brug for at fordele elever, og der er brug for at holde hånden under gymnasier i vores landsdel og andre tyndt befolkede områder. Men tvang er ikke vejen frem. Hvorfor bevæger vi os mod et samfund, hvor staten begrænser de unges frie valg uden at tage hensyn til deres egne ønsker og interesser?
I stedet burde der have været en fuld erkendelse af, at uddannelse er det vigtigste parameter for at løfte yderområder. Det gør ikke noget, at en gymnasieplads i Nakskov koster mere end i hovedstaden, fordi gode ungdomsuddannelser er afgørende for bosætning og balance. Det havde været en investering i den enkelte uddannelse og i den enkelte elev frem for en risiko for tvangsflytning fra ens drømmegymnasium.
Gang på gang har statsminister Mette Frederiksen slået fast, at hun er børnenes statsminister. Men hvem er egentlig de unges og studenternes statsminister? Hvem ønsker at lade de unge selv bestemme deres fremtid uagtet forældrenes indkomst? Hvem ønsker at give de unge deres uanede muligheder tilbage?
Kære studenter, tillykke med huen. Hils alle de muligheder, som fremtiden byder på, velkomne. De kommende årgange vil ikke have samme grad af frihed til at forme fremtiden, som I har haft. De vil blive omklamret af et socialdemokratisk, indtægtsbestemt regneark, som gør, at ingen må have større drømme og ambitioner end andre. Nyd jeres frihed!
Bragt på folketidende.dk, den 23. juni 2021.
