Kære Lennart Damsbo-Andersen,
Tak for dit svar i Folketidende (26.6) på mit indlæg om den nye gymnasieaftale (23.6). Når man læser den 23 sider lange aftale, mener jeg ikke, at der er så meget at misforstå.
Du skriver, at I har stor respekt for elevens frie valg, og at elevens førsteprioritet vil være udgangspunktet for, hvor han eller hun tilbydes en gymnasieplads. Måske ser jeg lidt sort-hvidt på teksten i aftalen, men i mine øjne kan det frie valg ikke gradbøjes. Hvis man har et frit valg, kan staten ikke pådutte et ungt menneske en plads på et andet gymnasium – og som ansvarshavende regering kan man slet ikke hævde at respektere de unges frie valg.
Det er korrekt, at “fordelingszonerne”, der skal modvirke parallelsamfund, ikke umiddelbart kommer i kraft på Lolland-Falster på grund af vores demografiske sammensætning. Vi stiller begge op til valg på Lolland-Falster og repræsenterer de lokale borgeres interesser, men derfor er det stadig vores pligt at skabe en sammenhængende udvikling i det danske samfund. Og uanset om man er ung på Nørrebro i Nykøbing eller på Nørrebro i København, mener jeg ikke, at et politisk flertal skal reducere et ungt menneske til forældrenes indtægt.
Jeg så gerne, at Det Konservative Folkeparti på Christiansborg var mere aktivt omkring udviklingen af landdistrikter. Det er en af mine bevæggrunde for at stille op til Folketinget, så jeg kan påvirke partiet indefra. Det betyder dog ikke, at jeg automatisk vil lægge min stemme til socialdemokratisk regnearkspolitik, hvis jeg bliver valgt.
Jeg har nemlig højere ambitioner for de unge på Lolland-Falster. Der skal investeres i de lokale uddannelser, ikke bare for at få uddannelsesinstitutionerne til at overleve, men for at give de unge en uddannelse i verdensklasse. Det kan vi netop gøre nu, hvor vi har et af Danmarkshistoriens største byggeprojekter, en ny international folkeskole i Maribo og massive private investeringer i vores landsdel.
Hvis målet “kun” er at redde tyndt befolkede områder, dyrker vi middelmådigheden blandt de unge. Hvis vi sætter barren højere, kan de unge blive langt dygtigere og bidrage endnu mere til den fremtidige vækst i de lokale virksomheder.
Så til slut vil jeg gerne stille mit spørgsmål fra mit sidste indlæg igen og tilføje et par stykker mere: Hvem er egentlig de unges statsminister? Hvem vil egentlig give de unge deres helt frie valg tilbage? Og hvem har ambitioner på de unges og landsdelens vegne?
Bragt i Folketidende, den 28. juni 2021.
