Min barndoms hjem


Blog, Debat, Politik / tirsdag, maj 28th, 2019

Der står et fremmed navn på postkassen. Bilen i carporten kender jeg ikke. Der står et gyngestativ i haven, igen.

Få timer for inden var jeg på vej mod dette sted. Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig skulle tilbage. Lovet mig selv, at det var slut. Kapitlet var skrevet, blækket var tørt, og nye kapitler var ved at tage form.

Alligevel sidder jeg i min bil på vej derhen. Mod den by, hvor jeg voksede op. Min barndoms gade, min barndoms hjem. Jeg har ikke været der i fire år. Da jeg lukkede døren, lukkede jeg den til. Når arbejdsopgaver eller venskaber havde bragt mig til nabolaget, havde jeg bevidst taget andre veje for at køre uden om de bumpende minder.

Men i aften er der en stemme, der kalder. Den giver genklang i takt med bilens blinker, som jeg drejer af motorvejen ved afkørsel 10. Som så mange gange før. Som for meget længe siden.

Jeg sagtner stille farten gennem nabobyen, men jeg genkalder mig det hele. Danseopvisningen i strutskørt i centeret. Koncerterne med bandana på spillestedet. De mørke aftener på Kongevejen mellem forelskelse og forfølgelse. Alt glinser for mine øjne, mens skyerne jager hinanden over himlen.

Jeg kører ned ad bakken mod min gamle skole, hvor jeg dog har været for nylig. Den ligner sig selv. Udefra.

Der bliver grønt i lyskrydset, og lyskurven reflekterer sig i forårstræernes spæde løv mod den mørke himmel. Det trækker op. Mod det næste kryds skal jeg holde tungen lige i munden, for her er vejbanerne ændret. Der er kommet en ekstra svingbane til højre – ret symbolsk for et samfund, hvor man altid prøver at overhale hinanden højre om. Men ellers er alt det samme. Ingen forandringer. På overfladen.

Jeg sidder i mine egne tanker, til bilen parkerer sig selv foran kirkegården. Derinde ligger hun: Min skytsengel, min heltinde, min mormor. Jeg taler til hende om alt det, jeg er bange for, og i hendes tavse svar finder jeg en trøst. Hun er dér, sammen med mig. Hun fortæller mig, at alt nok skal blive godt, og at der altid er håb. Hun minder mig om historierne fra sin egen opvækst. Hendes barndom i 1930’erne i frit fald mod fattigdom, uden en far. Om beskyttelsesrummene og de lege, som hun og hendes søster fordrev timerne med, til faren var drevet over. Om friheden uden pris. Om kærligheden til min morfar.

Min vej går videre. En klump samler sig i min hals, som jeg drejer ind på min barndoms gade. Min barndomsgade. Den ligner sig selv, men er så forandret, når den bliver set med voksne øjne. Jeg hilser på genboen, hun genkender mig. Vi får en kort snak om veje i livet, og hvordan mange liv skal træffe valg, hvor der er en skæbnevej til fælles.

Så står jeg dér, foran mit barndomshjem. På postkassen står det fremmede navn. I carporten holder den ukendte bil. I haven står der et nyt gyngestativ. Vinduet til mit værelse står åbent, nej, vinduet til mit gamle værelse. Jeg kan ikke gå ind på grunden. For første gang ser jeg, at mit barndomshjem bare er et hus. Hjemmet var noget, vi gjorde det til gennem min families værdier og den måde, vi talte om, med og til hinanden på.

Jeg møder naboen. Han giver giver en kop kaffe, inden jeg skal køre. Stemmen, der kaldte, er blevet hørt. Jeg kom, jeg så, jeg forandrede mig. Bliver jeg nogensinde den samme igen?

Som bilen kører ud af min barndoms gade, fyldes min mentale skriveblok med ord. Livet er fuldt af kapitler, men de afsluttes aldrig. De skrives, læses, genlæses, revideres, flettes sammen og erindres. Slut er først ved det sidste punktum. Minder er vigtige, for de er markører for værdier – for ”aldrig mere” og for ”for evigt”. De er afgørende for, hvilke valg vi træffer i livet, og over hvilke døre vi sætter vores kryds.

Nogle bygninger er bare huse. Andre er et hjem.

Billede fra Myremosen, 100 meter fra min barndoms hjem og mit barndomshjem.