Mød mig!

Mit navn er Louise Lindhagen, jeg er 28 år og selvstændig, forstået som i alle ordets facetter. Jeg driver selvstændig virksomhed inden for kommunikation, rådgivning og public affairs. Jeg tænker selvstændigt og er ikke bange for at vende vores samfund på hovedet i blogs og debatindlæg i landsdækkende medier.

Jeg er uddannet cand.mag. i Historie og EU-studier (Offentlig Administration) fra Roskilde Universitet (2015). Derudover har jeg haft undervisning på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og taget kurser på Det Franske Institut i København.

Siden 2009 har jeg været aktiv samfundsdebattør. Jeg skriver især om EU og international politik, erhvervs- og uddannelselivet, arbejdsmarkedet samt kulturelle forhold. Som menneske er jeg idealist ud til fingerspidserne. Derfor kaster jeg gerne et kritisk blik på vores samfunds institutioner, når de ikke rækker ud efter idealerne, eller hvis man kan ane en snert af dobbeltmoral. Gennem årene har jeg skrevet i flere landsdækkende medier og faglige magasiner.

Derudover er jeg foredragsholder inden for en række forskellige emner. Fagligt ligger mine specialer inden for formidling, kommunikation og moderne europæisk politik. Personligt fortæller jeg gerne om at tage springet ud i livet som selvstændig eller om gnisten, der tændes i mig, når jeg er en del af den offentlige debat.

Siden 2016 har jeg været fast blogger på folketidende.dk, hvor jeg på baggrund af mine personlige oplevelser vender samfundsemner, der berører os alle. Derudover har jeg været skribenten og stemmen bag radiobloggen “En blotters bekendelser”, som kunne høres i 2017 på RadioSydhavsøerne.