Et hurtigt opslag af ordet ”overrepræsenteret” i Den Danske Ordbog giver et nedslående eksempel: ”Offentligt ansatte og mænd er klart overrepræsenterede i Danmarks byråd.”
Den triste tendens til overrepræsentation i byrådene kan ikke kun læses i ordbogen, men også i statistikken. Forud for kommunalvalget i 2017 viste en analyse fra VIVE, at halvdelen af kommunalpolitikerne var ansat i det offentlige, mens blot 20 pct. af vælgerne var offentligt ansatte – et billede, der ikke rykkede sig meget efter valget i 2017. Ordbogen bekræfter dermed et demokratisk problem.
Manglen på privatansatte i byrådene er med til at bekræfte et paradoks: Borgerne klager over, at deres politikere mangler erhvervserfaring og kendskab til livet uden for de politiske mure. Alligevel bliver en stor andel af byrådspolitikerne genvalgt gang på gang.
Det skyldes primært vilkårene for det kommunalpolitiske arbejde. Kommunalpolitikere bruger langt flere timer end tidligere, hvis de skal have en finger på pulsen blandt borgerne og sætte skub i administrationen. I en privat virksomhed, hvor indtjening er direkte afhængig af arbejdskraften, er det svært at acceptere, at medarbejderen også er i et forhold med et byråd.
Desværre er der ikke tegn på, at en ændring af det politiske system er lige rundt om hjørnet. I det offentlige gør man nu engang bedst, som man altid har gjort. Bolden ligger hos det private erhvervsliv.
Derfor må der ske et skift i synet på, hvad en politisk engageret medarbejder kan tilbyde en privat virksomhed. Politisk engagement er ikke kun lig med fravær, men også udvikling af medarbejderen og repræsentation af virksomheden. Byrådene har brug for flere privatansatte kommunalpolitikere, der tør være innovative og risikovillige, og samtidig kan det skabe større fokus på erhvervslivet i kommunerne.
Hvis ikke det private erhvervsliv gør en aktiv indsats, vil eksemplet i ordbogen blive stående. Offentligt ansatte vil fortsat være overrepræsenterede i byrådene. Borgerne må droppe deres kritik af politikernes manglende erhvervserfaring.
Som samfund må vi derfor tage stilling: Ønsker vi egentlig en overrepræsentation eller en borgerrepræsentation?
Bragt i Sjællandske, den 11. juni 2021.