Romerlysene sydede og skar i øjnene. Demonstrationen var på bristepunktet af opildnede stemmer, der krævede pensionsalderen tilbage på 60 år. Mindre molotovcocktails blev kastet mod moddemonstranter klædt i glinsende guldkæder og glimtende dollartegn-briller. Året var 2010. Stedet var Grande Place i den nordfranske by Lille. Da byens universitet var lukket på grund af strejker, var jeg mere eller mindre frivilligt endt på en studentercafé og sad nu som tilskuer på første parket til demonstration mod regeringens planer om at hæve pensionsalderen.
På samme måde er franskmændene igen mere eller mindre frivilligt blevet tilskuere til et nyt optræk om deres pensionsalder. I forrige uge udkom forslagene, der skal gøre præsident Emmanuel Macrons valgløfte om et universelt pensionssystem med en mere lige adgang til virkelighed. Det mest eksplosive er dog forslaget om at hæve pensionsalderen fra de nuværende 62 år til 64 år for derefter at lade pensionsalderen følge den forventede levealder én vej – opad.
Flere franskmænd spørger nu sig selv: Kan man overhovedet tale om et universelt pensionssystem, hvis pensionsalderen er lige for alle?
Læs resten af klummen “Fra sans til samling” på Jyllands-Postens hjemmeside: https://jyllands-posten.dk/premium/kommentar/ECE11526125/Pensionsalderen-er-opium-for-det-franske-folk/?fbclid=IwAR1d3ZUfijZjhCJrmxtnrCcDTYkGGft2RjGgVy-eBQQY_s4U5WruCwNdeY0