Siden lanceringen af sit nye politiske parti har Lars Løkke Rasmussens mission ikke været en hemmelighed for danskerne: Moderaterne går efter at tage det afgørende stik, der kan give Danmark en regering over midten.
I Zetland sætter den tidligere statsminister nu trumf på sin mission ved at erklære, at det ikke er nok at få Det Radikale Venstre med i en regering. For at få et stabilt samarbejde over midten skal Socialdemokratiet fravristes venstrefløjen og indgå i regeringen over midten. Venstre og Det Konservative Folkeparti kan nøjes med at være støtteparti.
Sidder man med Lars Løkke Rasmussens kort på hånden, giver det god mening at væve det gamle arbejderparti tæt til projektet på midten. Men Socialdemokratiet sidder med de helt røde, historiske kort, som samarbejdet over midten kan være gift for.
Hasard med historiske værdier
Lad os tage et par mellemregninger – først med et kig på valgudskrivelsen den 5. oktober 2022.
Efter en sensommer med bimlende valgklokker udskrev Mette Frederiksen endelig valget foran Marienborg med ordene: ”Socialdemokratiet går til valg på at danne en bred regering. En regering, som skal få os trygt igennem usikre tider. Virkeligheden – jeres virkelighed – den handler om samarbejde. Og valget handler om, hvem der kan få det til at lykkes.”
Det vakte ramaskrig hos Enhedslisten, der erklærede, at Mette Frederiksen begår en stor fejl, og hos SF var jublen også til at overse. Det skyldes naturligvis, at de to partier risikerer at sidde uden en magtfuld makker i næste valgperiode.
Men for Socialdemokratiet er der mere på spil end at miste et par trofaste makkere. Hvis Socialdemokratiet går med i en regering over midten, risikerer partiet at sætte sit DNA som fadder til velfærdssamfundet på spil. På midten bliver Socialdemokratiet samtidig nødt til at give køb på partiets kernefortælling om at være det største parti på venstrefløjen. Det store arbejderparti spiller dermed hasard med sine historiske værdier uden syn på fremtiden.
For hvorfor sætte sin lid til Socialdemokratiets velfærdspolitiske visioner, hvis det viser sig at være Moderaterne, der kan skabe kompromiser og brede forlig for fremtidens velfærd i Danmark?
Slagtebænk for socialister
Den næste mellemregning findes ved at skule mod den politiske arena i Frankrig. Siden 2016 har Socialistpartiet lidt under en blodig massakre, hvor kniven blev ført fra midten. Emmanuel Macron, der ellers var socialistisk finansminister under François Hollande, fik med En Marche! brudt med et politisk system, der var frosset fast mellem højre og venstre. Successen på midten punkterede det gamle, stolte socialistparti, der i 2017 opnåede 6,4% af stemmerne i første runde af præsidentvalget. Og sølle 1,8% af stemmerne i 2022.
Til gengæld har det yderste venstrefløjsparti La France Insoumise samlet en stor del af de røde stemmer op, fordi de har formået at fremstille sig som den ægte, socialistiske vare. I første valgrunde i 2022 kvitterede vælgerne med 19,6% af stemmerne til Jean-Luc Mélenchon, som dermed blot var tæt på at klare sig videre til anden runde i præsidentvalget.
Visionsløs, venneløs, vælgerløs
Med andre ord kan Socialdemokratiets deltagelse i en regering over midten være den rene gift for partiet. Partiet kan ende visionsløst, venneløst og vælgerløst. Moderaterne kan udfylde det politiske vakuum og gøre Lars Løkke Rasmussen til velfærdens spilfordeler, mens et parti som SF vil kunne spille sig stærke som den ægte og troværdige stemme på venstrefløjen. Præcis som i Frankrig.
Ifølge den seneste Voxmeter-måling bliver Moderaterne det eneste parti, der kan få den politiske kabale til at gå op. Især på venstrefløjen kan det koste de gamle partier dyrt – både de næste fire år og i et længere perspektiv – hvis Lars Løkke Rasmussen får rollen som kongemager. Det er nærmest utænkeligt, at de gamle partier formår at arbejde sammen og skabe politisk stabilitet uden om Moderaterne.
I den sidste uges valgkamp bliver det derfor særligt spændende at se, hvordan partierne kommer til at gøre tilnærmelser til hinanden. Og mon ikke, der sidder en partiformand eller to og håber på, at den ensfarvede blok kan tage det sidste stik hjem?