Min kalender er altid åben for en kop kaffe, hvis du har idéer til, hvordan vi i fællesskab kan bringe vores samfund i en borgerlig retning. Du kan kontakte mig på mail kontakt@louiselindhagen.dk.
Om Louise Lindhagen
Jeg er selvstændig erhvervsdrivende med min virksomhed SkarptSprog.dk, hvor jeg arbejder med kommunikation, tekst og storytelling for offentlige og private virksomheder. I sommerhalvåret er jeg projektleder for Folkemøde Møn. Derudover underviser jeg løbende på Københavns Erhvervsakademi (KEA) i fagene “Kommunikation i praksis” og “Sociale medier”. Tidligere har jeg været ansat i Hjemmeværnskommandoens politiske sekretariat, på MEP Bendt Bendtsens kontor i Europa-Parlamentet og som underviser på Roskilde Universitet og Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.
Jeg trådte mine barnesko i Nordsjælland og i sommerhushaven på Marielyst på Falster. Efter gymnasiet startede jeg med at studere humaniora på Roskilde Universitet, tog på udvekslingsophold i den nordfranske by Lille, og i 2015 fik jeg titlen som cand.mag. i Historie og EU-studier. Jeg fik job i Hjemmeværnskommandoen i Vordingborg og flyttede til Nykøbing Falster.
Tidligt bankede mit hjerte for konservativ politik. Sideløbende med mine studier havde jeg været aktiv i Konservativ Ungdom som formand for den lokale afdeling i Hørsholm og som frivillig i flere kampagner. I 2017 stillede jeg op til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti i Guldborgsund, hvor jeg fik 7. flest personlige stemmer i kommunen.
I 2020 begyndte mit hjerte at banke igen, da jeg mødte københavneren, Andreas. I både politik og kærlighed må man søge kompromiset, og vi besluttede os derfor for at “mødes på midten” i det naturskønne område ved Tappernøje. Det er det ideelle sted for naturelskere, og intet er bedre end en lang tur i Folkeskoven med vores hund eller et spil petanque i aktivitetsparken.
Samtidig fik jeg muligheden for at stille op til Næstved Byråd. Efter at have boet i kommunen i fire måneder fik jeg en flot plads som førstesuppleant for den konservative gruppe ved kommunalvalget i november 2021 – og den plads vil give mig et talerør til at sætte fokus på mine mærkesager, søge dialog med borgerne og starte rejsen mod kommunalvalget i 2025.
Gennem alle årene har jeg været en aktiv samfundsdebattør. Jeg er humanist og idealist ud til fingerspidserne, og jeg kaster gerne et kritisk blik på vores samfunds institutioner, når de ikke rækker ud efter idealerne, eller hvis man kan ane en snert af dobbeltmoral. Gennem årene har jeg skrevet i flere landsdækkende medier og faglige magasiner, og for tiden kan du høre mig i Meningsministeriet på P4 Sjælland. Jeg holder gerne foredrag om en række forskellige emner inden for formidling, kommunikation og politik.
Curriculum Vitae for Louise Lindhagen
Erhvervserfaring
2021- Projektleder, Folkemøde Møn
2020- Ekstern underviser, Københavns Erhvervsakademi
2018- Selvstændig kommunikationsrådgiver, SkarptSprog.dk
2018- Censor i Historie, De Danske Universiteter
2015-2017 Fuldmægtig i det politiske sekretariat, Hjemmeværnskommandoen
2013-2014 Underviser i “Globalization, Welfare and Inequality”, Roskilde Universitet
2013-2014 Underviser i Historie, samfundsfag og fransk, Nordsjællands Grundskole og Gymnasium
2012-2013 Ansat i Europa-Parlamentet for MEP, Bendt Bendtsen
2009-2012 Vikar og SFO-medhjælper, Nordsjællands Grundskole og Gymnasium
Uddannelse
2019-2022 Diplomuddannelse i kommunikation, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
2009-2015 Cand.mag. i Historie og EU-studier, Roskilde Universitet
2010-2011 Udvekslingsstudent i Historie og Social Udvikling, Université de Charles de Gaulle, Lille III
2006-2009 Gymnasieuddannelse STX, Nordsjællands Grundskole og Gymnasium
Tillidsposter
2020-2021 Medlem af Advisory Boardet, Folkemøde Møn
2018- Medlem af repræsentantskabet, Business Lolland-Falster
2018-2019 Medlem af bestyrelsen, Produktionsskolen Multicenter Syd
2017 Spidskandidat til kommunalvalget, Det Konservative Folkeparti i Guldborgsund
2011-2015 Medlem af bestyrelsen, Det Konservative Folkeparti i Fredensborg
2010-2011 Formand, Konservativ Ungdom i Hørsholm