Frankrigs gamle partier må ud af det politiske dødvande


Debat, Frankrig, International politik / fredag, maj 12th, 2017

Europas ledere ånder i disse dage lettet op efter et fransk præsidentvalg med høj bølgegang. Den proeuropæiske Emmanuel Macron havde vind i sejlene og vandt en større sejr over den nationalistiske Marine Le Pen end ventet. Umiddelbart tegner det godt for det europæiske fællesskab.

Men ligesom Le Pens nationale front er Macrons bevægelse ”En Marche!” (oversat: ”Fremad!”) en protest, der gør op med det etablerede, politiske system. De gamle, politiske partier er endt i et dødvande, hvor de ikke længere kan forklare de afmagtsfølende vælgere, at de kan sætte den rette kurs for det europæiske samfund. Der er brug for, at de gamle partier vender skuden i det politiske farvand og i højere grad tager ansvar for den sociale og politiske udvikling i Europa.

Macron har endnu til gode at vise reelle, politiske resultater, og hvis ikke han lykkes internationalt og på den franske hjemmebane, venter oprøret forude.

Tendenserne ved det franske præsidentvalg er ikke til at tage fejl af. Valgkampen var fra første færd præget af en skepsis over for de gamle partier. I første runde stemte hele 45,3 pct. af vælgerne på et protestparti – et tal, der stiger til næsten 65 pct., hvis man regner stemmerne på venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon med.

Derudover viser franskmændenes lave valgdeltagelse i anden runde, at vælgerne ikke har tillid til det politiske system. Blot tre af fire vælgere mødte op ved stemmeurnen, og det er meget sigende, at valgdeltagelsen ikke har været lavere siden 1969, året efter det store studenteroprør og den blomstrende mistillid til autoriteter.

På trods af de store forventninger, som erhvervslivet, de europæiske ledere og en del af de franske vælgere har til den nye præsident, bliver det nærmest en umulig opgave for Macrons protestbevægelse at nå til politisk enighed i Nationalforsamlingen og at samle franskmændene. Macron skal gennemføre sine reformer i et land, der har stået stille i flere årtier.

Rivaliseringen mellem de gamle partier er fortsat stor. Dertil kommer oppositionen fra Le Pen, der repræsenterer omkring en tredjedel af de franske vælgere.

Også i EU kan Macron let komme på dybt vand. Han vil tvinge Tyskland til flere investeringer for at få gang i økonomien, have et stærkere samarbejde om den fælles flygtningepolitik og et mere solidt, europæisk forsvar. Disse initiativer kommer på et tidspunkt, hvor EU står mere splittet end nogensinde, og hvor Macrons visioner hurtigt kan drukne i manglen på politisk vilje hos andre europæiske ledere og i en understrøm af folkelig skepsis over for det europæiske projekt.

Derfor er der en meget lille grund til at drage lettelsens suk for de europæiske ledere. Macrons protestbevægelse er endnu et eksempel på de gamle partiers magtesløshed. Brexit startede en flodbølge i EU. Donald Trump lavede den omvendte Titanic ved at lade det etablerede, politiske system synke og selv blive amerikansk præsident. Macron har endnu til gode at vise reelle, politiske resultater, og hvis ikke han lykkes internationalt og på den franske hjemmebane, venter oprøret forude.

Den eneste løsning for Europa er, at de gamle partier i Frankrig og andre europæiske lande kommer ud af dødvandet og giver de nye protestbevægelser et modspil. De gamle partier må genopdage sig selv og reformere deres politiske programmer. I øjeblikket halser de gamle partier efter protestbevægelserne i kampen om at hive deres vælgere tilbage. Dermed forliger de sig med utilfredsheden hos befolkningerne uden at indse, at det vil ende med deres eget forlis.

Der er brug for, at de gamle partier viser handlekraft og tager et større ansvar for den udvikling, vi står over for i Europa. De må vise, at de ikke er fastlåste autoriteter, men at de repræsenterer deres folk. De må ikke klamre sig til et system, der viser sig uholdbart til at løse de nye, fælles europæiske problemer. De gamle partier må udfordre systemerne. Og endelig må de ikke sejle blindt efter protestpartierne, men i stedet vende deres egen skude.

Dét bliver en lang kamp med mange risici i den høje bølgegang i det politiske farvand. Men først når de gamle partier har indkapslet protestpartierne, er der grund til at ånde lettet op.

Ja, man fristes til at spørge, hvad det er, vi venter på?

”Fremad!”

Bragt i Jyllands-Posten, den 12. maj 2017.