Hvad vil konkurrencestaten med akademikerne?


Debat, Den offentlige sektor / mandag, maj 1st, 2017

”Hvis du allerede kender løsningen, hvad er så egentlig dit problem?”

Sådan husker jeg et spørgsmål fra min vejleder i begyndelsen af min studietid. Jeg forstod straks pointen: Jeg var nødt til at lave en kritisk undersøgelse af et problem, før jeg kunne komme med forslag til en løsning.

Vejlederens råd tog jeg med videre og understregede det som en kompetence, da jeg skulle søge job. Men om det egentlig var min kritiske sans, der gav mig en stilling i det offentlige, tvivler jeg stærkt på i dag. Selvom flere og flere organisationer, især inden for det offentlige, søger en cand., er det min erfaring, at de færreste ønsker sig en medarbejder med den kritiske kant, som man uddan-nes til på universitetet.

Det er lidt af et paradoks. Vor tid er karakteriseret ved at være en vidensøkonomi. Vi konkurrerer med andre lande på teknik, naturvidenskab, samfundsudvikling og kunstnerisk kreativitet. Organi-sationer søger medarbejdere, der kan pryde CV’et med en kandidattitel. Men i hverdagen tager den såkaldte funktionelle dumhed over. Medarbejdere, der burde skabe løsninger på baggrund af viden, reproducerer bare løsninger. Løsningerne bliver givet, før opgaverne stilles.

Den funktionelle dumhed kommer til udtryk, når medarbejdere ikke bruger deres evne til at tænke kritisk, ikke stiller spørgsmål, men blot reproducerer de antagelser og opfattelser, der allerede eksi-sterer i organisationen. Det giver nogle fordele, idet medarbejderen kan træffe hurtige beslutninger og komme til at fremstå som produktiv.

Men det er ikke kun os, medarbejderne, der er skyld i tilstanden af funktionel dumhed. Det er selve systemet, den er gal med. I konkurrencestaten skal medarbejdere være produktive for produktivite-tens egen skyld uden omtanke for kvaliteten af de beslutninger og løsninger, der bliver truffet.

I grelle tilfælde giver chefen løsningen og beder medarbejderen om at skrive notatet, der når frem til den ”rigtige løsning”. Og ja, alt går da meget hurtigere, når man kender svaret på forhånd. Det er effektivt. Men en grundigere undersøgelse, der udfordrer alt dét, som organisationen tager for givet, kunne måske være med til at skabe bedre kvalitet for borgeren og samfundet.

Vi uddanner vores arbejdsstyrke som aldrig før, og organisationer kræver ikke bare, at man ”kan-et-eller-andet”, men også at man er ”cand.-et-eller-andet” for at få et job. Men når man kommer med forslag til nytænkning, får man hurtigt at vide, at man har lidt for meget kant. Så hvad bruger kon-kurrencestaten egentlig akademikerne til?

Som vidensmedarbejdere i det offentlige bør vi i højere grad insistere på at blive brugt til at produ-cere viden, så der kan træffes kvalificerede beslutninger til gavn for borgerne og vores samfund. Men det er da lettere at klappe hælene sammen og glemme, hvad man har lært for at få kandidattit-len på CV’et. Og det kan sikkert også fremme karrieren at tilpasse sig og blive endnu en i hæren af

konkurrencestatens nikkedukker.

Men når alt kommer til alt, hvem er det så egentlig, at det gavner, at vi i det offentlige altid kender løsningerne på forhånd? Og hvem gavner det, at vi uddanner så mange kandidater uden kant?

Bragt i Magisterbladet, maj 2017.