Studerende, forén jer mod det offentlige arbejdsmarked!


Debat, Den offentlige sektor, Samfund / tirsdag, maj 22nd, 2018

Kære studerende, om kort tid skal du aflevere dit speciale på universitetet efter fem, måske seks, års studier. Du har kæmpet og knoklet. Kæmpet for at få en siddeplads i auditoriet og for at få vejledningstimerne til at række til at skrive gode opgaver. Knoklet for at få viden og netværk, der kvalificerer netop dig til dit drømmejob på arbejdsmarkedet. Tillykke!

Som akademiker er der stor sandsynlighed for, at du lander dit første job i den offentlige sektor. Derfor vil jeg som eksansat i det offentlige hamsterhjul give dig nogle gode råd, du ved, sådan lidt akademiker-til-akademiker. Du skal selvfølgelig gøre dig dine egne erfaringer i trædemøllen, men lyt nu alligevel til nogle råd, både for din egen og for samfundets skyld.

Det første, du med garanti vil blive mødt med på din nye, offentlige arbejdsplads, er ”den gyldne strategi”. Det er en ny strategi, der er ved at blive implementeret i din organisation. Det er en forkromet forandring, som dine chefer (bemærk flertalsformen!) har fundet på. ”Den gyldne strategi” er pakket ind i fine ord som organisationsforandring, modernisering og udvikling, men på gangene vil du sikkert høre dine kollegaer tale om besparelser, effektivisering og fyringer. Dine nye chefer vil forklare nødvendigheden i nytænkningen. Alligevel vil du nok hurtigt blive klar over, at ”den gyldne strategi” dækker over færre penge uden nye måder at gøre tingene på.

Snart vil du blive involveret i ”den gyldne strategi”. Den er faktisk grunden til, at du er blevet ansat og var så heldig at undgå den identitetsløse tid i dagpengesystemet. Du vil blive bedt om at dokumentere, registrere, kontrollere og bureaukratisere. I grelle tilfælde kan du opleve, at din nærmeste chef beder dig om at skrive en business case med en bestemt konklusion, hvor du skal lave analysen, der når frem til konklusionen. Du vil levere notater til din chef, som ender direkte i jeres arkivsystem uden nogensinde at være blevet brugt. Du vil få overarbejde for at lave overflødige opgaver. Du vil opleve meningsløsheden og begynde at grave dig ned bag computeren. Ligesom dine kollegaer. Når I falder i snak ved vandautomaten, lufter I jeres lettelse over, at I kan bevare jeres betalte frokostpause og få en lønstigning over de næste tre år – og i øvrigt har undgået at tømme strejkekassen i denne omgang.

Forstå mig nu ret, det er ikke, fordi du ikke er dygtig. Det er ikke din fejl, at du er endt, hvor du er. Det er en systemfejl. Der er simpelthen blevet uddannet for mange af vores slags, akademikere. De opgaver, du bliver sat til at lave, kunne løses af én med en bachelorgrad, måske endda én med studentereksamen. Den offentlige efterspørgsel er med til at retfærdiggøre det kunstigt oppustede antal akademikere.

Jeg siger ikke, at alle akademikere i det offentlige laver ikke-akademisk, unødvendigt arbejde, men desværre er der mange, der gør. Når jeres chefer finder på nye ”gyldne strategier” – for tro mig, der kommer mere end én – minder det mest af alt om beskæftigelsesterapi på det offentliges regning: Ingen kvaler, staten betaler.

Du skal være opmærksom på dette problem, fordi meningsløsheden kan gøre dig syg. Frustration, stress, depression. Det kommer, når man skal lade som om, at man kan se det gudsbenådede i alle de ”gyldne strategier”. Som en del af Generation Z er du drevet af din lyst og interesse, og din identitet er knyttet til dit arbejde. Du får ikke et kick af sagsbehandling på samlebånd. Du er vant til at have indflydelse. Du vil have feedback og skal kunne se dig selv avancere i fremtiden. Du vil være medskaber, ellers forsvinder meningen med arbejdet. Og hvis meningen med arbejdet forsvinder, fortabes du som menneske.

Du kan ikke tale med dine kolleger om det. Du kan ikke gå til bekendelse i et offentligt miljø præget af mistillid og regnearksledelse. Du kan slet ikke tale med din chef om det, for konstruktiv kritik bliver sjældent modtaget med kyshånd i det offentlige. Din familie har altid hjulpet og støttet dig, måske ligefrem curlet dig.

På papiret har du succes med en god uddannelse og et fast job, så det er et kæmpe tabu at tilstå den meningsløshed, du oplever i det offentlige hamsterhjul.

Heldigvis er der noget, du selv kan gøre for ikke at komme dérud. Du får snart en akademisk titel, og den forpligter. Du må sikre dig, at du ikke henfalder til funktionel dumhed, hvor du bare reproducerer de antagelser og opfattelser, der i forvejen er på din offentlige arbejdsplads.

Du er uddannet til at tænke og handle kritisk. Du er ekspert i at løse problemer. Derfor skal du insistere på at få lov til at producere ny viden, der gavner samfundet og borgerne. Den nye viden, som du er den bedst egnede til at producere, skal udfordre ledelsen og strukturen i det offentlige. Du skal hjælpe dine chefer med at skabe overblik og holde dem ansvarlige for at bruge den unikke viden, du har skabt til at forbedre den offentlige service. Du skal insistere på at løse problemerne i stedet for at sminke dem – det er det, du kan.

Måske bør du også veksle et par ord med din fagforening. Den traditionelle arbejdskamp passer ikke til et senmoderne arbejdsmarked, hvor det, ud over det rent økonomiske, også skal give mening for os at arbejde. Din løn holdes kunstigt oppe af en lang arbejdsuge, men ville det ikke give mere mening for dig med mere fleksibilitet eller kortere arbejdstid? Så kunne du få mere tid til den familie, som du sandsynligvis stifter om nogle år. Du kunne få mere tid til dit frivillige arbejde eller din drøm om at blive iværksætter med egen virksomhed, som du endnu ikke tør føre ud i livet. Forstår du, arbejdskamp og fleksibilitet kan have mange og mere meningsfulde ansigter.

Der er brug for et oprør mod systemet. ”Studerende, forén jer!” fristes jeg til at skrive, fordi du og dine studiekammerater er vores håb for nytænkning og mere kvalitet i den offentlige sektor – og selvfølgelig for at skabe en hverdag, der giver mening for dig selv. Revolutionen skal komme indefra.

Selvom jeg ikke længere er offentligt ansat, må du endelig ikke tro, at jeg har opgivet kampen. Da jeg under presset virkelig mærkede efter, opdagede jeg en selvstændighedstrang, jeg nok altid havde undertrykt i jagten på at gøre tingene så rigtigt med gode karakterer, praktik og udlandsophold, den akademiske uddannelse og et job på hånden fire dage efter, jeg havde afleveret mit speciale. Den trang til selvstændighed, jeg opdagede, førte til en drøm, som jeg måtte prøve af.

Jeg kæmper nu med andre våben, som eksempelvis denne kronik til dig og på sigt forhåbentlig med min politiske indflydelse. For et andet system og offentligt arbejdsmarked er muligt. Det kræver, at vi står sammen mod dem, der dræner den offentlige sektor for innovation og viden. Som akademikere skal vi insistere på at producere meningsfuld viden til gavn for samfundet og for os selv som mennesker.

Så kære studerende, hjerteligt tillykke med din titel som kandidat. Husk, at den forpligter. Pas godt på dig selv og på vores samfund.

Bragt i Jyllands-Posten, 22. maj 2018.