Udflytning af statslige jobs blev min billet til nye tider


Debat, Den offentlige sektor, Samfund / onsdag, januar 31st, 2018

»Jamen, I har jo både en Jysk og en Føtex.« Omtrent sådan husker jeg et udbrud fra en veninde, første gang hun besøgte mig, efter at jeg var flyttet til Nykøbing Falster. Jeg ved ikke, hvem af os der var mest overrasket. Hende over at se de lysende skilte ud til bredden ved Guldborgsund eller mig over at se chokket stå lysende i hendes øjne.

Jeg er en af de statsligt udflyttede. Jeg har med undtagelse af et par korte udlandsophold under mit studie boet nord for København hele mit liv. Det ændrede udflytningen af de statslige arbejdspladser på.

Hurtigt efter min uddannelse indså jeg, at arbejdsmarkedet i hovedstadsområdet ligger i ruiner for nyuddannede akademikere, og udflytningen af statslige arbejdspladser blev min pladsbillet til et potentielt drømmejob, en ny egn og dermed nye muligheder.

Desværre er det sjældent den optimisme, der høres fra de faglige organisationer om regeringens nye plan om at udflytte omkring 1.800 statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet.

Straks er flere faglige organisationer på barrikaderne og bidrager dermed til at grave kløften til det såkaldte Udkantsdanmark dybere.

I stedet burde de faglige organisationer støtte deres medlemmer, vise dem mulighederne ved at flytte til en provinsby og hjælpe med at finde job til ægtefællen. På den måde kunne de faglige organisationer støtte medlemmerne konstruktivt i konsekvenserne af en politisk beslutning, der næppe står til at ændre.

Flere faglige organisationer argumenterer mod udflytningen ved at påpege, at viden går tabt, når de statslige institutioner udflyttes. Hermed antager de faglige organisationer, at statistikken fra første runde af udflytningen fortsætter, og at de færreste ansatte er villige til at flytte med deres job.

I mine ører lyder det som en selvopfyldende profeti, når de faglige organisationer selv har taget nejhatten på over udflytningsplanerne. Det smitter uundgåeligt af på medlemmerne og skaber en negativ spiral i omtalen af udflytningen af arbejdspladser og medarbejdernes lyst til at flytte med.

Samtidig lukker de faglige organisationer øjnene for det videns- og velfærdstab, der sker, når de statsligt ansatte akademikere jobshopper rundt i de statslige institutioner inden for Københavns voldgrave.

Hver gang en offentligt ansat siger sit job op, betyder det et tab af viden og dermed velfærd for borgeren, uanset om det er inden for eller uden for bygrænsen.

Problemet opstår først, hvis opsigelserne falder som dominobrikker, og bemandingen kommer under en kritisk masse. Det er der en risiko for ved en udflytning, men de faglige organisationer har et ansvar for, at tabet af viden og velfærd bliver mindst muligt.

På Falster lyder en talemåde, at der er to ting, der kan få tilflyttere til øen: kærlighed eller job. Det kan virke uoverskueligt på en nomadelivsagtig måde at flytte med jobbet, rive teltpælene op og starte på en frisk et nyt sted. Men hvis man er glad for sit job, hvorfor så ikke undersøge mulighederne det nye sted inden man kategorisk afviser at flytte med?

Jeg garanterer ikke, at der er en Jysk og en Føtex i alle byerne, der kommer til at huse de udflyttede arbejdspladser. Men der er uundgåeligt nye muligheder for børnefamilier med udendørsliv og naturoplevelser, nye bekendtskaber og billigere boliger. Det handler bare om at tage jahatten på og springe ud i nye oplevelser.

Det kan jo ske, at man bliver positivt overrasket over alle mulighederne i provinsen, som man ikke har kunnet se for skyggen fra hovedstadens mentale bymur.

Bragt i Jyllands-Posten, den 31. januar 2018.