Danmark, giv mig Matador-mix’en tilbage


Blog, Debat, Politik, Samfund / torsdag, juni 6th, 2019

29 dages valgkamp er slut. 13 partier smigrede vælgerne, ikke alle klarede spærregrænsen. Et parti får statsministerposten.

Det er tid til at gøre status.

Folketingsvalget 2019 har vist, at det politiske Danmark er forenet i et velfærdsregime med et højt offentligt forbrug. Alle partier har fråsende vist, hvordan de vil bruge skattekronerne uden at forklare, hvordan de vil sikre, at der er en privat velstand at beskatte. Samtidig har de iscenesat retoriske slåskampe for vælgerne og fragmenteret det politiske spektrum. Heri ligger kimen til den mistillid, som danskerne har til det politiske system.

For at genskabe tilliden til de politiske partier og det politiske system kan der findes inspiration i det gamle firepartisystem, som de fleste danskere i dag kender bedst fra Matador-serien. Fire store partier skabte en politisk stabilitet. Den borgerlige Varnæs stemte konservativt. Katrine Larsen stemte Venstre. Doktor Hansen var en radikal stemme. Laurits ”Røde” Jensen bekendte kulør til Socialdemokraterne, inden han søgte den kommunistiske fløj. Det var før, at ord som ”kernevælger” og ”vælgerflugt” blev opfundet, for hver klasse havde et årelangt tilhørsforhold til sit parti.

Denne politiske Matador-mix skabte stabilitet, fordi partisystemet var bygget op som en kontrakt med vælgerne. Vælgerne kendte partiernes ideologiske fundament. Alliancerne og kompromiserne var kendte og klare. De politiske udmeldinger overraskede sjældent, og vælgerne kunne derfor være sikre på, at partierne repræsenterede deres interesser. Det skabte et tillidsbånd, og vælgerne vekslede i høj grad deres politiske overbevisning til et partimedlemskab.

Matador-mix’en var også kendetegnet ved en ordentlig uenighed. De fire store partier var naturligvis gensidigt uenige, fordi de repræsenterede hver deres klasse. Selv om der blev vrænget på næsen af modparten både i Varnæs’ stuer og på Jernbanerestauranten, blev der altid holdt en ordentlig offentlig tone.

Endelig værnede alle partier om det nationale uden at frygte eller isolere sig fra omverdenen. Man lukkede sig ikke om det nationale.

Vor tids velfærdsregime med et fragmenteret politisk spektrum står i skarp kontrast til den gamle Matador-mix. Partierne har ikke længere en kontrakt med vælgerne. Den netop overståede valgkamp har vist, at alle veje, både dem til højre og venstre, fører mod velfærd. De politiske alliancer er opbrudt i bogstavlege. Partierne har et standpunkt, til de tager et nyt – og skiftet i standpunkt afgøres i lige så høj grad af designmanualer som af kompromiser. Velfærdsregimet lukker sig om sig selv, både hvad angår kultur og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Samtidig viser meningsmålinger, at danskerne mangler tillid til det politiske system. I min optik skyldes det netop et afsavn på dyderne i den gamle Matador-mix: kontrakten mellem parti og vælger, den ordentlige uenighed og det nationale åbensind.

Jeg erkender, at Matador-tiden for længst er forbi. Vi har andre politiske og sociale udfordringer, ligesom teknologien og de digitale medier har eroderet skellet mellem offentlig og privat. Alligevel vil jeg vove den påstand, at vi kan lære af de gamle Matador-dyder. Den politiske kontrakt mellem parti og vælger skal genoplives. Vi skal være uenige på en ordentlig måde. Og endelig skal vi lære, at det nationale og internationale ikke er et modsætningsforhold.

Valget er overstået. I de næste fire år vil fragmenteringen af det politiske system og i den offentlige debat muligvis tage til. Politikerne vil sikkert sluge hinandens sure drops frem for at møde hinanden i en konstruktiv dialog.

Alligevel har man vel lov til at komme med et beskedent ønske: Danmark, giv mig Matador-mix’en tilbage.

Bragt i Jyllands-Posten, den 7. juni 2019.