Den sydeuropæiske tragedie i camouflagens neonfarver


EU, Samfund / lørdag, august 22nd, 2015
Kære læser,
Måske husker du min sommerferiefortælling fra sidste år om Udkantseuropa. Dét Europa, der lever på turisternes nåde, hvor der sælges sol, strand og softice. Dét Europa, hvor økonomiens tandhjul går i stå, når turisterne tager hjem for atter at sætte gang i metropolernes vækst. Dét Europa, der lever i falske forestillinger: Marielyst på Sydfalster, der klæder sig ud med plastikpalmer for at minde om Mallorca. Argelès-sur-Mer i Sydfrankrig, hvor de unge arbejdere på restauranterne og barerne drømmer sig til det forjættede Nordeuropa uden økonomiske problemer og med gode sociale vilkår.
Der er nu gået ét år, siden jeg kunne fortælle den triste historie om de gensidigt falske forestillinger, der florerede i Udkantseuropa. Da var der mange ligheder mellem Sydfalster og Sydfrankrig. Nu har jeg været af sted igen til den franske ferieby. Den triste fortælling er på blot ét år blevet til en tragedie – en tragedie, der er camoufleret i et neonlys, som overskygger de fatale konsekvenser, som de økonomiske strukturer har haft for mennesker i de sydeuropæiske lande.
Camouflagen falder mig allerede i øjnene på første feriedag. Efter at være tjekket ind i en lille hotellejlighed går jeg med min familie ned til vores yndlingsbar og –restaurant. Vi kender ejerne, et fransk par i midten af 30’erne, efter gentagne ferier. Da de ser os, turisterne fra det velhavende Danmark, kommer de straks ud og kindkysser – bonjour et bisous! På trods af gensynsglæden har jeg på fornemmelsen, at noget ikke er, som det plejer. Ejerne tager os i hånden og viser os indenfor i deres nybyggede indendørsbar. Lokalet er udvidet til tredobbelt størrelse. Der er lagt fint parketgulv. Barstolene er i hvidt læder. Bardisken kan skifte neonfarve, som en kamæleon kan skifte ham. Ejerne er naturligvis glade og stolte over deres fine udvidelse.
Alligevel er det som om, at der mangler noget. Sidste år arbejdede den kvindelige ejers lillebror som tjener i restauranten. Han er lidt ældre end mig, i slutningen af 20’erne. Han har nu fået arbejde på en restaurant i storbyen Toulouse. Han arbejder uden kontrakt og skal selv betale sine pauser. Han har ingen betalte fridage. Han drømmer om at få sig en uddannelse.
Den kvindelige ejer præsenterer os så for restaurantens nye tjener, den spanske Marina. Storsmilende kvinde, der om nogen bærer den tunge, sydeuropæiske byrde. Derudover har de med udvidelsen ansat to unge, franske drenge fra den nordlige del af Frankrig som bartendere. De møder først på arbejde, når mørket falder på, og de blinkende drinks skal serveres.
I løbet af mine to ugers ferie i den sydfranske by er der én politisk nyhed, der overskygger alle andre: Den græske gældskatastrofe. Når der er tid mellem serveringerne af eksotiske drinks og friturestegte blæksprutteringe, følger mine sydeuropæiske bekendte dramaet mellem den tyske kansler Merkel og den græske premierminister Tsipras i barens neonfarvede lys. For dem er der ikke blot tale om et politisk skuespil, en gælds- og valutakrise. For dem er Merkel og Tsipras blot kransekagefigurerne på deres egen historie, der er skrevet med usikkerhedens og fattigdommens blæk.
Den sidste aften sidder jeg, ligesom sidste år, sammen med personalet efter lukketid. Neonlyset i baren er slukket, ingen drinks, kun nyhedsværten i tv’et og kolde fadøl. Den spanske Marina fortæller om sin byrde: Hun er uddannet fra universitetet i Sevilla, hvor hun har en kandidatgrad i journalistik. Efter sin uddannelse fik hun et midlertidigt job i et større firma. Derefter forsvandt hun ned i den spanske sump af arbejdsløshed, hvor hun har siddet sammen med over halvdelen af den spanske ungdom. Sammen med sin kæreste, uddannet elektriker, har hun købt en slidt autocamper og er kørt uden for Spaniens grænser for at finde job. Det er nu anden sommersæson, at de arbejder i Argelès-sur-Mer. Sidste vinter boede de i deres autocamper i hård frost i Alperne for også at tjene på skisæsonen. Det er altså takken for at tage en uddannelse i Sydeuropa.
Da Marina er færdig med sin historie, er jeg målløs. Jeg kan se på de to unge, franske bartendere, der begge skal i gang med at studere på universitetet til september, at Marinas historie også skubber deres drømme ned i håbløshedens afgrund. Selvom ungdomsarbejdsløsheden i Frankrig ”kun” ligger på 25,4 pct. og dermed er lavere end i Spanien, ligger situationen langt fra den tryghed, som de ønsker sig. Deres liv er bare jetoner i det hasardspil, som de europæiske politikere spiller med kapitalen som bagmænd.
Kansler Merkel toner pludselig frem på tv-skærmen. Hun vil have sine penge – selvfølgelig. ”Ser du,” siger den mandlige ejer til mig, ”jeg forstår godt, at hun vil have sine penge. Frankrig vil også have sine lån betalt tilbage. Men det løser ingen problemer. Der er stadig fattigdom, arbejdsløshed og fortvivlelse. Tyskland har før forsøgt at tage magten i Europa. Jeg skal ikke dømme, jeg siger bare, at vi skal passe på nu.”
Hans ord minder mig om noget, jeg lige havde læst i den franske avis Le Figaro: Tyskland har med det græske gældskrise vundet en sejr, der tidligere havde krævet en landhær. Marina afbryder mine tanker: ”Ja, hvorfor skal Spanien hjælpe Grækenland? Vi har vores egne problemer, som vi ikke kan klare. Vi er også ofre.” Hun peger på sig selv, nikker over mod de to unge bartendere.
For et år siden mærkede jeg de gensidige, falske forestillinger i Udkantseuropa. Sydeuropa er nu gået skridtet videre. Her er luften sprængfuld af dynamit, ventende på den lille gnist, der kan antænde et flammehav. Drømmene er blevet erstattet af en realisme, der med rette kræver forandringer og forbedringer nu. Men det er samtidig en realisme, der får solidariteten mellem mennesker til at forsvinde i jagten på et hvilket som helst job – i jagten på at tjene til dagen og vejen.
Klokken er ved at være mange, og den mandlige ejer begynder at slukke de sidste stearinlys og sætter de sidste stole på plads. Personalet og jeg forstår hentydningen og drikker vores øl ud. Vi kysser hinanden farvel på fransk manér og siger på gensyn til næste år. Imens kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan Argelès-sur-Mer, Sydeuropa, ser ud, når jeg kommer tilbage som turist om et år. Har Marina og hendes kæreste fået job inden for deres fag – i Spanien eller et andet sted i Europa? Ser fremtiden for de to unge bartendere lysere ud? Er sammenhold og solidaritet blevet genfundet på trods af rigide politiske aftaler, der glemmer mennesker i et spil om magt og penge?
På vej op ad trapperne til min hotellejlighed svarer jeg nej til alle disse spørgsmål. Sydeuropas befolkning er nu kommet så langt ud i fortvivlelsens torve, at politikernes symbolske magtspil blot er brændstof til det bål, der er ved at bryde ud i lys lue. Sydeuropa er nu den ægte udkant, der ikke kan følge med kapitalens hjul i resten af Europa. Bag det politiske spil om magt og penge gemmer sig mennesker, der lider i samfund af økonomiske ruiner. Deres drømme er knust – sammenholdet er brast.
Kære læser, intet kan skjule denne menneskelige tragedie. Hvor længe mener du, at vi – selv i Danmarks såkaldte ”udkant” – kan blive ved med at lukke øjnene?
Tja, vi kan jo altid undskylde os med, at vi som turister fra det rige Nordeuropa bare er forblændede af neonslysets camouflage.
Bragt i Folketidende, den 22. august 2015.