Der er brug for “både-og” på universitetet


Arbejdsmarked, Uddannelse / tirsdag, februar 15th, 2011

En lang dag efter først studium og studiejob var ved at være slut, da jeg kunne sætte mig med eftermiddagskaffen tirsdag den 1. februar. Jeg var dog ved at få kaffen i den gale hals, da jeg læste overskriften på dagens kommentar i Berlingske: Fordele ved »langsomme« studerende. I denne kommentar fremlægger Jonas Hedegaard Hansen, at »langsomme« studerende er billig arbejdskraft, og at prioritering af et studiejob er med til at oplære den studerende til det hårde liv på det kommende arbejdsmarked. Ja, ifølge ham kræver samfundet ligefrem, at studerende forlænger deres uddannelsestid, for at tandhjulene i de økonomiske hjul går i hak.

Da jeg var kommet mig over den første forskrækkelse – vel at mærke uden at få kaffen galt i halsen – kunne jeg ikke lade være med at smile over argumentet. Jonas Hedegaard Hansen har helt ret i, at samfundet på disse to punkter nyder godt af de »langsomme« studerende, men når de to streger skal sættes under det endelige resultat i budgettet, kan »langsomme« studerende aldrig give positivt udslag. Så længe man er under uddannelse, er uddannelsespladsen gratis for den studerende – ja, man får tilmed SUen i lommen til studiebøger, husleje og (hvis der er overskud) diverse udskejelser. Vejes dette op imod billig arbejdskraft, kan det ikke give overskud på de offentlige finanser.

Det, som samfundet i virkeligheden har brug for, er en omtænkning af universitetssystemet – der er nemlig både behov for hurtig gennemførelse og brugbare kompetencer ved endt uddannelse.

Den hurtige gennemførelse læner sig op ad universitetssektoren som en »økonomisk byrde«. De frø, der sås i universitetssektoren, kan først høstes om minimum 5 år. Flere studerende shopper rundt mellem uddannelser, som var universitetssektoren en boglig udgave af et indkøbscenter lørdag formiddag – og regningen sendes til Christiansborg og videre til det såkaldte samfund. Med dette fokus in mente skal samfundet naturligvis kunne kræve, at den studerende tager skeen i den anden hånd. Dog er det hér, at det lille »men« sniger sig ind. Samfundet (læs: arbejdsgiverne) ønsker naturligvis, at de studerende har konkrete, brugbare kompetencer og erfaringer, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Et brandvarmt CV skal helst kunne tælle topkarakterer, relevant studiejob, frivilligt arbejde og udvekslingsophold – ja, det er lige til at få sved på panden af.

Derfor bør fremtidens universitetsuddannelser lægge op til en bedre integration af erhvervsmæssige aktiviteter og udvekslingsophold, end tilfældet er i dag. Humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser kunne eksempelvis i højere grad forbindes til undervisningssektoren, humanitært organisationsarbejde og erhvervslivet, end tilfældet er i dag. De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser skal ikke blot være begrebsorienterede studieretninger med teoriapparater, der ligger lysår fra virkeligheden. De skal kombinere den teoretiske og praktiske verden. Hvorfor ikke indlægge meritordninger for studiejobs eller hele praktikperioder i alle uddannelser? Det er gennem kombinationen af teori og praksis, at man får den største indsigt i sit eget uddannelsesområde, ligesom studiejobbet pålægger den studerende et ansvar, som er med til at modne den studerende til arbejdsmarkedets realiteter.

Jonas Hedegaard Hansen fremhæver Frankrig som et uddannelsesmæssigt skrækscenarium. Han fremhæver, at de studerende er unge, men at de ingen kompetencer har til brug på arbejdsmarkedet, hvorfor de gør brug af såkaldte indkøringsforløb. Imidlertid er dette ikke hele sandheden. Som udvekslingsstuderende i Frankrig i efteråret 2010 fik jeg indblik i, hvordan nye tendenser i det franske uddannelsessystem prøver at overvinde barrieren mellem den teoretiske læreanstalt og det praktiske arbejdsmarked. Svaret var for mine franske medstuderende et helt nyt fag, der delvis fungerede som studievejledning ved en tilrettelæggelse af en erhvervsfaglig profil. Dette skulle munde ud i syv ugers praktik inden afslutningen af deres bacheloruddannelse – det er altså en ordning, der skal forsøge at sikre, at de studerende kan kombinere teoretiske kundskaber med praktisk erfaring.

Med andre ord: Det er en forkert opfattelse, at de studerende skal være »langsomme« for at være bedre rustet til udslusningen til arbejdsmarkedet. Uddannelsesdebatten bør ikke længere gå på, om den studerende kan gennemføre på normeret tid eller ej, men derimod fokusere på, hvordan der kan tilrettelægges universitetsuddannelser, der kombinerer teoretiske og praktiske kundskaber og samtidig formår at motivere den studerende til at gennemføre på normeret tid. Der har længe været en »enten-­­eller«-opfattelse af universitetssektoren. Enten klarer man uddannelsen på normeret tid med et fingerbøl af erhvervserfaring, eller også forlænger man uddannelsen til fordel for et relevant studiejob og massevis af erfaring. Den mentalitet skal vi væk fra – debatten bør fra nu af dreje sig om »både-og«.

Så kære medstuderende: Tøv en kende. Lad være med at brokke jer over politiske diskussioner om gennemførelsestid. I skulle hellere deltage i en nytænkning af fremtidens fleksible uddannelses­system, der kan skabe Uddannelses-Utopia i den virkelige verden. Og der er masser at tage fat på: Der er behov for både hurtig gennemførelse og brugbare kompetencer ved endt uddannelse.

 

Bragt i Berlingske, den 15. februar 2011.