Det er fem år siden, jeg forlod dig


Blog, Debat, EU, Samfund / lørdag, december 8th, 2018

Det er fem år siden, jeg forlod dig.

En fredag aften pakkede jeg min kuffert, traskede gennem de regnfulde gader for at vågne et andet sted næste morgen. Vores forhold havde været kort – det var næsten slut, før det var startet – men det havde alligevel sat sig spor i mit sind og i min sjæl. Du havde tilbudt mig at blive, og jeg havde sagt nej. Jeg skulle videre, det var dét, man forventede af mig.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt på dig indimellem. Det har jeg. Meget. Jeg har været fristet til at ringe til dig for at spørge, om du ville tage mig tilbage. Jeg har fulgt dig, da du gik gennem den største sorg og mistede nogle af dine livsglade børn, der gav dig dit pulserende hjerte og gjorde dig til en smeltedigel af bøller og businessfolk.

Bruxelles, det er fem år siden, jeg forlod dig.

Min vej gik tilbage til Danmark for at gøre min uddannelse færdig og finde en karrierevej. Men jeg blev ved med at tænke på dig, og du var hele tiden referencen for mit liv. ”Dengang i Bruxelles…” Ja, jeg kom mig nok aldrig rigtigt over min forelskelse i dig, og et eller andet sted ventede jeg bare på, at det skulle blive os igen.

I forrige uge inviterede du mig til at besøge dig igen. Jeg pakkede mine pæneste kjoler og højhælede sko i tilfælde af… Allerede på stationen omfavnede du mig med din vamle lugt af vafler, som du få gader senere blandede med salt og friture fra dine pommes fritter. Du prøvede at fortælle mig, at alt var som dengang. Ja, du havde endda sørget for øsende regn på min ankomstdag, så jeg ikke kunne mangle noget.

Men da jeg havde sat kufferten og gav mig til at udforske dig på egen hånd, fandt jeg hurtigt ud af, at tiden havde sat sine spor hos dig.

I de små gader stødte jeg på fire soldater, udrustet som skulle de i krig. Deres grøn-brune camouflagetøj fik dem til at stikke ud i det grå gadebillede. ”Rolig,” sagde du til mig, ”de er her for din sikkerhed.” Dine ord virkede første gang, men da fire soldater næste morgen patruljerede gennem metroen, kunne jeg ikke længere føle mig rolig. Bevæbnede vagter og skudsikkert glas. Terroren havde gjort dig hårdere.

Så stor forandring på blot fem år, måske endda blot på det splitsekund, det tog at detonere en bombe.

Jeg gik ind i mit gamle supermarked på det lille hjørne. Hylderne havde du sat anderledes for at få plads til en salatbar i midten. Den var aldrig gået, hvis jeg havde fået lov at bestemme, hvor skabet skulle stå. En syletynd kvinde på høje sko (ja, både højere og mere spidse end mine) nippede et salatblad og to tomater op i en to-go-boks. Singlemåltiderne var eksploderet i køledisken. Din nye indretning stjal min opmærksomhed i en sådan grad, at jeg glemte, hvad jeg var gået ind i supermarkedet efter. Det føltes som om, at du var begyndt at dyrke ensomheden på en usund måde.

Uden for supermarkedet sad den samme kvinde som for år tilbage. Hun spurgte ikke længere efter en mønt. Hun sad bare. Men hun var ikke alene. Ved siden af hende sad endnu en kvinde med bedende øjne, og længere nede ad gaden puttede en hel familie sig under et tæppe, mens de delte et brød. Deres gennemsigtige plasticbæger til mønter var stillet langt ud på fortovet, så et travlt storbymenneske let kunne komme til at sparke til bægeret i farten. For at fremkalde skyldfølelse? For at fremkalde medlidenhed?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at de var blevet mange flere på gaderne. Det føltes som om, de havde fået en klarere strategi for den måde, de sad på, ligesom de forbipasserende havde for ikke at se dem. Men jeg så dem. Hver og én. Både dem, der sad, og de travle forbipasserende.

Åh Bruxelles, hvad er der sket med dig på de fem år, der er gået, siden jeg forlod dig?

Bruxelles, det værste er nok ikke dét, der er sket med dig. Det er værre at tænke på, at du blot er et spejl af vores samfund. Når du har forandret sig, skyldes det, at vores samfund har forandret sig. Hårdhed. Ensomhed. Ignorering.

Det er som om, at vi som aldrig før lukker øjnene for hinanden og vores fælles problemer. Vi giver problemerne lov til at hobe sig op og tager panser på for, at ingen andre skal trænge igennem. Den udvikling er løbet løbsk på bare fem år.

Som i enhver kærlighedshistorie, Bruxelles, ville jeg ønske, jeg kunne spole tiden tilbage og redde dig fra din skæbne. Det kan jeg ikke. Jeg kan heller ikke sige, at jeg ikke længere er tiltrukket af dig, for det er jeg. Men jeg er bange for mine følelser – og ikke mindst for den vej, du og vores samfund er på vej ud ad.

Så jeg er taget hjem. Lad der ikke gå fem år mere af den slags, der har givet dig ar, skrammer og rynker, før vi ses igen.

Jeg venter på dig.