Dommene i Spanien spejler fortidens diktatoriske genfærd


Debat, EU, Ikke kategoriseret, International politik, Politik / mandag, oktober 21st, 2019

En domstol kan kun dømme en mistænkt, hvis han eller hun har begået en forbrydelse. Det er det bærende princip for ethvert demokratisk retssamfund.

Den spanske domfældelse over 12 catalanske, separatistiske politikere, der blandt andet var tiltalt for at true den konstitutionelle orden og organisere en folkeafstemning i 2017 for Cataloniens løsrivelse, har dog rystet ved flere af søjlerne i det europæiske retssamfund.

Dommen spejler fortidens diktatoriske genfærd, hvor magten var samlet under én instans, og hvor proportionaliteten mellem forbrydelse og straf ikke eksisterede.

I en tid, der samtidig er kendetegnet ved en generel mistillid til demokratiske institutioner, kan dommen risikere at forgrene sig andre steder i Europa og gøre fundamentet for hele det europæiske demokrati svagere. 

De 12 separatistiske politikere i Catalonien fik hver mellem 9 og 13 års fængsel, hvilket er den hårdeste politiske dom siden indførelsen af det demokratiske styre i Spanien.

Selv om der står mere end 40 år på dåbsattesten, er Spanien stadig et ungt demokrati, der stadig lider under diktator Francos tunge åg. Både spaniere og erklærede cataloniere påpeger skrøbeligheden i styret med udbredt korruption, underlødig administration og som det uundgåelige resultat heraf den politiske tillid, der udebliver fra det spanske samfund.

Domsafsigelsen, der i alt fylder 493 sider, er endnu et eksempel på sløringen af magtens tredeling. På anklagesiden sad den spanske stat tronende over for separatisterne. Domstolen afsagde en kendelse, der lagde sig tæt op ad statens ønsker. 

Den socialistiske premierminister skamroser dommen og støttes af højrefløjens konservative og liberale partier. Kun det populistiske venstrefløjsparti, Podemos, beklager sig over dommen. Med andre ord er der en bred politisk konsensus i det øvrige Spanien om, at retten gjorde ret ved at give de 12 politikere over 100 års fængsel tilsammen.

Dommen er dog ikke blot et spansk anliggende. Den sætter hele det europæiske retssystem på prøve. Forholdet mellem de dømtes forbrydelse og deres straf virker som et knytnæveslag mod ytringsfriheden, og de dømte annoncerede derfor hurtigt, at de ville indgive en appel for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. 

Dog er det blot 3 pct. af alle appelsager, der bliver taget op, og rettergangen er særdeles træg. 

Samtidig forventes flere catalanske separatister, der bor andre steder i Europa, nu at blive retsforfulgt. Kort efter domsafsigelsen afgav den spanske stat en europæisk arrestordre på den tidligere catalanske leder Carles Puigdemont, der opholder sig i Belgien. Det var blot et varsel om, at den spanske stat vil række sin lange arm ud efter endnu flere i den kommende tid.

Tilbage står spørgsmålet om den demokratiske ret og vrang. Catalonierne hævner sig nu på det, de ser som rettens uretfærdighed med demonstrationer og blokader. I deres egen fortælling er deres krav om selvstændighed knyttet til deres kultur, deres sprog og historie – et fællesskab, der adskiller dem fra resten af Spanien. 

De er ét folk, der blot kræver retten til deres eget land og deres eget styre. Separatister, ja, men om de er frihedskæmpere, aktivister eller landsforrædere afhænger af øjnene, der ser.

Imens betragter resten af Europa, og flere stater holder vejret. Hvis den spanske stat får held med sin rettergang og retsforfølgelser, kan det få betydning for separatistbevægelser overalt i Europa. 

Oprøret fra bunden ulmer flere steder, og staterne viser sig flere steder som rigide, uretfærdige rammer. Sammen med den generelt stigende mistillid til de politiske institutioner skaber det et skrøbeligt fundament for demokratiet.

For hvad er demokratiet værd, hvis det ikke er for folket?

Bragt i Jyllands-Posten, den 17. oktober 2019.