En rigid ret til af være offline er formynderi og frihedsberøvelse


Arbejdsmarked, Blog, Coronakrise, Debat, Historie, Politik, Samfund / lørdag, februar 13th, 2021

Retten til at være offline er en frihedsberøvelse af det moderne menneske

Arbejde – frihed – hvile!

Sådan lød parolen for godt 100 år siden, da arbejderklassen kæmpede for et opgør med en arbejdsuge på 60 timer. Årtiers arbejdskamp blev afsluttet med en overenskomst, der indførte en otte timers arbejdsdag.

Som et ekko fra fortiden kunne parolen passende runge fra Europa-Parlamentet i dag. Et bredt flertal af parlamentarikerne stemte nemlig i januar for et forslag, der skal få Europa-Kommissionen til at fremsætte en lov om retten til at gå offline. Det skal sikre, at arbejdstagere får en frihed fra konstant at stå til rådighed for deres arbejdsgivere. Forslaget er dog et sympatisk udtryk for en arbejdskamp, der er ude af trit med virkeligheden. Her er arbejdet blevet som en identitet, der ikke er afhængig af tid og sted, men derimod en vigtig del af den enkeltes selvforståelse. I stedet er der brug for at sætte arbejdsmarkedet endnu mere fri, så man kan forme sit eget liv i fleksible rammer.

Hvis man spoler tiden tilbage til det 19. og 20. århundredes industrisamfund, skete der for første gang i historien en reel kobling mellem arbejde, tid og sted. Arbejderen mødte ind på fabrikken, hvor han skulle være produktiv i 10-12 timer fem dage om ugen plus en halv lørdag. Han byttede sine timer for en løn og tilhørte en klasse, der som et fundamentalt fællesskab gav ham en identitet.

Gennem 1900-tallet skete der et skred på arbejdsmarkedet. Først skrumpede industrisektoren og blev slugt af serviceerhvervene. Det betød, at arbejderen flyttede fra fabrikken ind på kontoret, hvor produktivitet ikke kunne måles på antallet af fremstillede møtrikker på samlebåndet. Dernæst kom den digitale udvikling, der skabte arbejdet i en to-go-version med mobiltelefoner og tablets. Grænsen mellem arbejde og fritid blev flydende. Endelig blev arbejdet en livsstil. Individets identitet var ikke længere afhængig af et tilhørsforhold til en klasse, men af en jobtitel og en uddannelse, der gav den enkelte en status.

Europa-Parlamentets forslag rammer ned i kløften mellem de to vidt forskellige samfundstyper. Jovist er det vigtigt for mennesket at koble fra, men retten til at være offline er som et tvangsformynderi: Hvis ens identitet beror på det flydende arbejdsliv, mister det moderne menneske en del af sin identitet ved at blive puttet tilbage i det faste tidsrum fra 8-16.

I corona-tiden er grænserne mellem arbejde og privatliv på godt og ondt blevet helt udvisket. Mange småbørnsfamilier har med rette stønnet over, hvordan de skulle skabe en treenighed mellem arbejdet, hjemmeskole/-pasning og fritidslivet. Selvom det har været hårdt for mange, har fleksibiliteten netop været nøglen til at løse udfordringerne. Alternativet havde været, at smittekurverne var eksploderet. At virksomheder havde været nødt til at sætte produktionen på hold og at afskedige medarbejdere. Fleksibilitet har med de digitale muligheder in mente derfor været en af løsningerne til at tage brodden af pandemien.

I det danske samfund er fleksibiliteten et gode, som mange familier næppe vil undvære. Begge forældre er på arbejdsmarkedet, mens børnene er små. Der giver fleksibiliteten mulighed for at gå tidligt fra arbejde, hente børnene og tage en times arbejde senere på aftenen. Fleksibiliteten er samtidig udtryk for en tillid mellem arbejdsgiver og arbejdstager – en tillid, der er opstået gennem en over hundrede år lang tradition for at indgå en overenskomst frem for at detailstyre den enkelte virksomhed og den enkelte medarbejder politisk.

Set med Europa-Parlamentets briller er retten til at gå offline en del af en større kamp. Gennem de seneste år har digitaliseringen medført ny lovgivning på flere områder, bl.a. EU’s persondatalovgivning samt en omfattende regulering af Google og en række sociale medier. Med disse reguleringer har EU givet magten til borgeren med en ret til at blive glemt og en beskyttelse af ytringsfriheden.

Men med ”retten” til at være offline risikerer EU at gøre det modsatte, nemlig at tage friheden og fleksibiliteten fra vores liv. Det politiske ønske om at sikre fritid for arbejdstagere er reelt, men løses ikke ved rigide ”rettigheder”. I stedet bør man sætte arbejdsmarkedet og det enkelte menneske helt fri: Aftaler bør skabes så lokalt som muligt, så de tager højde for lokale forhold. Og så skal det enkelte menneske have retten til at definere sit eget liv med de rammer for arbejde og fritid, online og offline, som giver mening for den enkelte. 

Kun på den måde får vi skabt et arbejdsmarked, der passer til det moderne menneskes behov for arbejde, frihed og hvile.

Bragt i Politiken, den 13. februar 2021.