Henover weekenden har billedet af Lars Løkke Rasmussen som en snu ræv floreret i talrige medier. Først bød Moderaternes formand et grønlandsk folketingsmedlem på kaffe, dernæst begyndte flere ”reformpartier” at bejle til manden på midten.
Uofficielt kører den tidligere statsminister en række udspekulerede forhandlinger parallelt med Mette Frederiksens forhandlinger på Marienborg. Målet er at samle et ”reformflertal” bestående af blå blok og Det Radikale Venstre til at presse Mette Frederiksen på områder som beskæftigelse og velfærd. Men parallelforhandlinger kan også have den stikmodsatte effekt, så Mette Frederiksen finder tilbage til sit røde flertal.
Tillid forvandler kamp til kompromis
Nøgleordet for enhver forhandling er tillid. Hvis to parter har tillid til hinanden, er der basis for at skabe et kompromis med gevinster til begge parter. Hvis en eller begge parter frygter snyd eller spin, forsvinder tilliden, og det bliver sværere at nå et kompromis.
Tillid er baseret på det, der sker uden for selve forhandlingslokalet. Kommunikation, adfærd – og i dette tilfælde det politiske brand – er afgørende for, om parterne ser forhandlingen som en kamp eller et kompromis.
Tillid i den politiske logik
Så nu til spørgsmålet: Er Lars Løkke Rasmussen ved at stikke en kæp i hjulet for regeringen over midten?
Umiddelbart ja, for det øger mistilliden, hvis der er kører en lignende proces med de officielle regeringsforhandlinger.
Når det er sagt, skal vi huske, at forhandlinger i den politiske arena ikke bygger på samme logik som andre forhandlinger. Om vi kan lide det eller ej, er politik bygget på en logik, hvor alle potentielt er din fjende. Det ved Mette Frederiksen, uanset om hun forhandler med Lars Løkke Rasmussen eller Pia Olsen Dyhr. Derfor har Mette Frederiksen som udgangspunkt ikke tillid til nogen, men som velforberedt forhandler (som vi antager, at hun er) kender hun de andre partiers positioner.
Dertil kommer, at alle partier altid taler med hinanden og koordinerer uden om de officielle kanaler.
Det, der adskiller denne regeringsforhandling, er, at det parallelle forløb orkestreret af Lars Løkke Rasmussen er så åbenlyst. Hvis de borgerlige partier og Det Radikale Venstre kommer ind til Mette Frederiksen med enslydende ønsker, bliver det svært for Mette Frederiksen at underkende – i hvert fald hvis hun holder fast i sit løfte om en bred regering.
Trykprøvning
Det parallelle forløb er dermed en trykprøvning af, hvor reelt Mette Frederiksens ønske om en regering over midten i virkeligheden er. Hvor langt hun er villig til at strække Socialdemokratiet. Hvor langt hun vil søge mod højre, når der faktisk er et flertal mod venstre.
Samtidig kan det parallelle forløb være med til at styrke båndet mellem Det Radikale Venstre og blå blok, hvilket er essentielt for regeringen over midten, når Det Radikale Venstre løb med de afgørende mandater.
Mette Frederiksen har lagt en plan for forhandlingerne, hvor alle partier er blevet indkaldt. Kun ét parti, Danmarksdemokraterne, har forladt forhandlingerne. Det tegner til at blive lange forhandlinger, men det åbenlyse parallelforløb giver Mette Frederiksen en kattelem til at søge tilbage mod sit flertal i rød blok.
Flyverskjul nu!
Hvis Lars Løkke Rasmussen vil andet end at trykke den kongelige forhandler på maven, bør han krybe i flyverskjul og undgå pressens søgelys. Det er svært, når hans nye politiske brand er bygget på den regering over midten, som Mette Frederiksen nu undersøger. Al anden kommunikation og adfærd kan dog øge mistilliden i det politiske forhandlingsklima.
Det kræver, at Lars Løkke Rasmussen er villig til at trække sit ego ud af den politiske ligning. Han skal, for en tid, holde op med at gøre det, han er så god til, og som gav Moderaterne deres valgsejr: At trække overskrifter.
Hvorvidt Lars Løkke Rasmussen er villig til det, kræver en afvejning mellem profileringen af hans eget politiske brand og hans reelle ønske for regeringen over midten.
Men lige nu kører det politiske forhandlingshjul videre som planlagt. Alle vogter, alle er på vagt. Linserne er både vendt mod Mette Frederiksens forhandlinger og Lars Løkke Rasmussens skridt i kulissen. Om der bliver stukket en kæp i hjulet på regeringen over midten afhænger af tilliden i et spil, hvor alle vogter, og alle er på vagt.