Fædrelandskærlighed kan ikke måles i et regneark


Blog, Debat, Den offentlige sektor, Politik / mandag, marts 15th, 2021

Gennem den seneste tid er spørgsmålet om Forsvarets rolle detoneret i den offentlige debat. Det startede med en række skandaler, der blev efterfulgt af et stramt styret interview med den nye forsvarschef, Flemming Lentfer. Dernæst kom afsløringer om, hvordan fortællingen om Forsvaret minutiøst dikteres af et departement, der skal godkende ned til det mindste opslag på de sociale medier. Ofte tilføjes et citat af forsvarsminister, Trine Bramsen, der bruger magten over kommunikationen til at positionere sig som den egentlige leder af Forsvaret.

Jerngrebet om Forsvarets fortælling puster blot til de problemer, der allerede står i lys lue i organisationen. Over flere år har effektiviseringer eroderet sammenhængskraften i Forsvaret og skabt en uklar ansvarsfordeling. De militære medarbejdere, der har skrevet under på, at de i værste fald vil dø for Danmark, bliver overhørt af regnearksledere, der ikke viser forståelse for de militære kompetencer. Det har været som en ond spiral, der har skabt et giftigt miljø, der korrumperer, demotiverer og ødelægger organisationen indefra. Hvis Forsvaret skal bestå og kunne yde et stærkt værn om Danmark, er det nødvendigt at skabe en dybere forståelse mellem organisationens militære medarbejdere, de civile embedsfolk og den politiske ledelse.

Tilbage til rødderne

Det moderne forsvar blev funderet i 1950’erne på en stærk fortælling om ”Aldrig mere 9. april”. Fortællingen levede i bedste velgående i de første år under Den Kolde Krig, hvor en skarp front mellem øst og vest potentielt gik igennem Danmark. Som organisation var Forsvaret homogen. Stillingerne i Forsvarsministeriet var besat af højtuddannede officerer med stor militær ekspertise. Da krisen svævede over det danske luftrum og i farvandene, var det let at bygge bro mellem de militærfaglige synspunkter og den førte politik. Der herskede en generel respekt om Forsvaret, og Forsvarschefen havde et stort ansvar for Danmarks sikkerhed i den højspændte situation.

I takt med, at der blev skruet ned for spændingen i Den Kolde Krig, ændrede Forsvaret sig som organisation. Anden verdenskrig flød tilbage i erindringen, og Forsvaret skulle ikke længere stå som et modsvar til den ideologiske krig mellem øst og vest.

Et nyt embedsværk

Samtidig skete et generelt skift i samfundets arbejdsstyrke, og flere unge tog vejen til universitetet. Forsvarsministeriet begyndte at ligne andre ministerier med et spirende akademisk embedsværk, som var uddannet inden for new public managements grene af statskundskab og senere også virksomhedsledelse. De færreste havde kendskab til Forsvaret som organisation. Ligesom i andre ministerier blev der langsomt skabt et nyt styringsregime – et regime uden forståelse for, hvad der oprindeligt havde motiveret de militære medarbejdere til at påtage sit et arbejde, der i værste fald kan koste deres liv.

I dag har størstedelen af de toneangivende politikere, skiftende forsvarsministre og det civile embedsværk mistet interessen for de militærfaglige anbefalinger. Nærmest ingen danske politikere, analytikere eller mediefolk lader til at anerkende militære færdigheder som kerneforudsætningen for at drive et forsvar. Det går naturligvis ud over organisationens faglighed, fordi officerer går på kompromis for at blive forstået i det politiske system. I hele Forsvaret, i Folketinget og på ministerielt niveau er der opstået en falsk præmis om, at man kan planlægge og lede operationer under krise og krig uden en særlig uddannelse, uden praktisk erfaring fra realistiske øvelser og uden tjeneste i verdens brandpunkter. 

I stedet bliver der skelet til budgetter og målepunkter, der passer som gevær i foderal i ethvert regneark. Denne tilgang til det militære har drastiske konsekvenser for Forsvaret som organisation og de ansattes selvforståelse.

Ikke en privat virksomhed

Et moderne forsvar kan og skal ikke drives som en privat virksomhed, fordi Forsvaret er et værn mod krig og i krisetider. Man kan ikke måle Forsvaret på dets ”produktion” sammenholdt med forbruget af ressourcer, fordi det, der skaber synergi i en mission, ikke nødvendigvis er målbart uden for missionen. 

I fredstid er Forsvaret nødt til at forberede sig på de værst tænkelige scenarier og være som en forsikring for danskernes tryghed. Det kræver, at man strategisk overvejer, hvor kaserner og tjenestesteder skal ligge frem for at skifte fra domicil ud fra rene økonomiske betragtninger eller valgmæssige kalkuler om, hvor årsværk geografisk skal placeres.

Desværre er det netop den modsatte tendens, der ses i Forsvaret. Gennem de seneste 10 år er antallet af enheder og tjenestesteder faldet. Det har blandt andet medvirket til, at mange nyuddannede officerer ikke har samme praktiske erfaring, som man havde tidligere. Forsvaret udvikles ikke på baggrund af faglig erfaring. Ledelse er herefter blot et spørgsmål om antallet af stjerner på uniformen.

Spørgsmålstegn ved selvforståelsen

Det siger sig selv, at der er stor forskel på at være på øvelse, at analysere militære operationer og at flytte rundt på tal og dokumenter i styringsprogrammer. Mange militært ansatte er i sin tid startet i Forsvaret på grund af ønsket om en spændende og aktiv hverdag, en pligtfølelse eller en kærlighed til fædrelandet eller det omgivende samfund. Når der opstår et sådan mismatch mellem de militært ansattes forventninger til jobbet og det reelle indhold, går det ud over deres identitet og selvforståelse. 

Den politiske ledelse af organisationen, og særligt en minister, er derfor nødt til at respektere denne stærke motivationsfaktor, dyrke den og give den mening i en forsvarspolitisk ramme. For at dæmme op for de talrige skandaler i Forsvaret har forsvarsminister, Trine Bramsen, dog i stedet valgt en bombastisk og stramt styret fremgangsmåde – en måde, der for mange militært ansatte har virket som en krigserklæring mod organisationen og deres personlige drivkraft.

En ny tid

Efter årtiers udsultning har Forsvaret brug for at komme på fode igen. Organisationen skal finde sit ståsted i en fredstid, hvor trusselsbilledet har ændret karakter. Truslen lurer ikke længere i Østersøen, men i arktiske egne og som en usynlige fjende mod vores kritiske infrastruktur.

Hvis Forsvaret skal løse disse opgaver fremover, er der brug for at genoplive gnisten blandt Forsvarets medarbejdere. Forsvaret kan og skal ikke styres som et hvilket som helst andet ministerium eller styrelse. Forsvarschefen er ikke en styrelseschef. Der er behov for at vægte militærfaglige anbefalinger tungere, og Forsvarets medarbejdere må i højere grad vise og dokumentere, hvad fravalg på grund af økonomi betyder for danskernes sikkerhed. På den måde får forsvarsministeren og Folketinget bedre mulighed for at prioritere og kan stå til ansvar for deres fravalg.

Tilbage står spørgsmålet, om naget mellem de militære medarbejdere, det civile embedsværk og det politiske niveau har vokset sig for stort. Det tager tid at læge sår, særligt i en organisation som Forsvaret, hvor der gennem længere tid er blevet trådt på traditionerne. Det kræver politisk vilje, samarbejde og evne til reelt lederskab at sætte gang i en mission, der skal rette op på årtiers organisatoriske fejlskud. Et interview i en spændetrøje er ikke nok.

Bragt i Jyllands-Posten, den 16. marts 2021.