Faren fra gule vejveste uden ideologisk vejviser


Arbejdsmarked, Debat, Frankrig, International politik, Samfund / onsdag, december 5th, 2018

En demonstration burde næppe kunne ryste et land som Frankrig. Landet, der er kendt for sine trafiklammende demonstrationer, og som flere gange har givet rødt lys til politiske reformer. Landet, der har revolutionens ånd liggende i sit historiske dna.

Alligevel er det netop dét, bevægelsen De Gule Veste (Les Gilets Jaunes) har gjort i de seneste par uger. En simpel demonstration mod en forhøjelse af grønne afgifter har ført til en bevægelse mod præsident Emmanuel Macron og den stigende ulighed i landet. I værste fald kan De Gule Veste ende som en ny protestbevægelse uden ideologisk retning, der vil føre Frankrig ud på et populistisk sidespor.

For at forstå alvoren bag De Gule Veste er det nødvendigt at spole tiden tilbage til sidste års præsidentvalg i Frankrig. Efter at have overhalet de traditionelle parter inden om, stod valget i anden runde mellem to politikere, der begge protesterede mod det etablerede politiske system: Marine Le Pen på den ekstreme højrefløj og Macron på den globalt orienterede midte, der ikke tidligere havde eksisteret i fransk politik.

Macrons reformdagsorden har fået hans succes på slingrekurs. Godt nok er det lykkedes ham at skabe omfattende reformer med mindre modstand, end man kunne forvente. De Gule Veste har samlet den generelle utilfredshed mod Macrons virke. Han bliver kaldt de riges præsident på grund af sine topskattelettelser. Han bliver kaldt storbyens præsident, fordi uligheden mellem land og by er vokset.

De Gule Veste er kendetegnet som en diffus bevægelse. Den opstod spontant, har foreløbig ingen leder eller organisering, og den har ingen ideologi ud over protesten. På nuværende tidspunkt kan den ikke kædes sammen med ekstremerne på hverken højre- eller venstrefløjen.

Med andre ord: De Gule Veste er blevet en protest mod den protest, der ikke virkede så hurtigt og gennemgribende, som franskmændene ønskede det.

Derfor minder den til forveksling om den populistiske italienske femstjernebevægelse. Den startede også som en samling af mange forskellige vredesudbrud, der havde dét til fælles, at de vendte sig mod Rom. Bevægelsen startede langsomt i landdistrikterne, før den skiftede gear og fik de store byer med på vognen. Den fornyede sit brændstof på sociale medier og fik blot mere fart under vingerne, når traditionelle medier kritiserede bevægelsen for sin uigennemsigtighed og antidemokratiske ånd.

I dag danner Femstjernebevægelsen regering med den ekstreme højrefløj i Italien.

Derfor er der god grund til at tage De Gule Veste alvorligt. Hvis bevægelsen formår at finde en stærk frontfigur, kan den let blive en uforudset politisk brik i et Frankrig, hvor mange vælgere stadig ønsker noget andet uden klart at kunne definere, hvad ”det andet” skal være.

For første gang har Macron fået en opposition til sin politik – en opposition, der samtidig er et opgør med kløften mellem højre og venstre, som Macron selv gik til valg for at bekæmpe. De Gule Veste vil blive ved med at geare op, fordi de kan hævde at repræsentere det franske folk.

Hvis Macron vil vinde kapløbet mod De Gule Veste, er han nødt til at adressere udfordringerne i franskmændenes hverdag. Han må vise, at én protest mod det politiske system var nok til at få Frankrig på rette kurs. Ellers er dagene for hans præsidentembede talte. Måske også for det liberale demokrati i Frankrig?

Spørgsmålet er blot, om det allerede er for sent, at Macron finder en kur mod sin egen medicin.

Bragt i Jyllands-Posten, den 5. december 2018.