”Når jeg står med et valg mellem kortsigtede meningsmålinger og landets generelle interesse, så vælger jeg landets generelle interesse.”
Så kontant udtrykte den franske præsident Emmanuel Macron sig på et af sine sjældne tv-interviews i sidste uge. Imens stod Frankrigs gader i brand efter parlamentets vedtagelse af den forhadte pensionsreform, som blev gennemført med en procedure uden afstemning i parlamentet.
Få dage senere fik den danske presse en lignende udtalelse fra en ledende politiker. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fejrede SMV-regeringens første 100 dage og Moderaternes første landsmøde med et stort interview i Jyllands-Posten. Her sagde Lars Løkke Rasmussen, at man ikke bør vurdere regeringen på meningsmålinger. Som politiker vil man gerne være populær, men sådan er verden ikke, måtte læseren forstå.
Ingen af de to politikere har umiddelbart forbrudt sig mod demokratiet. I hvert fald ikke i juridisk forstand. Men de udtrykker en farlig tendens i vores moderne demokrati. En tendens, hvor politikeren hævder at vide bedst, ikke inddrager befolkningen i tilstrækkeligt omfang og helst vil stå som en reformatorisk martyr, der ofrer sig for at gennemføre upopulære beslutninger. Den udvikling er i gang med at puste til politikerleden og gøre demokratiet – og den politiske samtale – ligegyldigt for befolkningen.
Skrinlagte valgløfter
Lad mig slå én ting fast: Problemet er ikke, at politikere træffer svære beslutninger. Essensen i politik er at kunne stå på mål for hårde prioriteringer af knappe ressourcer. Der kommer intet godt ud af, at politikerne hopper på tungen for meningsmålinger og blindt følger folkestemningen.
Problemet ligger i, at politikerne ikke går til valg på de svære beslutninger. Før valgdagen fortæller de ikke, at de vil hæve pensionsalderen i Frankrig. At de vil fjerne Store Bededag i Danmark. For ikke at nævne alle de løfter, der blev givet i valgkampen, men som skrinlægges kort efter valget. Ifølge Jyllands-Posten er det i Danmark kun 8 ud af 30 løfter, som de tre regeringsbærende partier gik til valg på i november, der er indskrevet i regeringsgrundlaget eller gennemført.
I et demokrati er man nødt til at finde kompromiser. Det er naturligt, at politiske forslag ryger i skraldespanden, og at nye kommer på tegnebrættet. Men når så mange af partiernes løfter kasseres under påskud af ”det bedste for landet”, bliver valgkampen reduceret til et skuespil, hvor politikerne kan improvisere sig til smarte, hurtige replikker, der ikke er en del af en helhedsplan – og som aldrig ser dagens lys.
Magtarrogance
Et andet problem er magtarrogancen. Når en politiker påstår, at han vil det bedste for landet, uanset hvad det medfører af upopularitet, siger politikeren indirekte, at befolkningen ikke ved, hvad der er bedst for dem nu og i fremtiden. Det går imod selve ånden i demokratiet.
Magtarrogancen bliver mere og mere udbredt, måske fordi den politiske og økonomiske styring er uigennemskuelig. Politikere går nu engang til valg på visioner, ofte uden at vide hvilken økonomisk virkelighed de skal regere på. Når de efterfølgende skal forsvare sig, træder arrogancen frem i argumentationen.
Skitse til en løsning
Det er ikke let at løse en demokratisk krise. Slet ikke i en verden, der er hurtig og kompleks. Der er brug for handlekraftige beslutninger, men der er også brug for gennemtænkte løsninger. Det er en balance.
Jeg plæderer ikke for nedsættelse af flere kommissioner, men måske kunne det være en løsning at lave borgerpaneler på nationalt og lokalt niveau. Almindelige borgere kunne være med til at udvikle politiske idéer for fremtiden sammen med interesseorganisationer. Hvordan skal fremtidens folkepension se ud? Hvilke forventninger har vi til sundhedsvæsnet i 2050? Hvad skal vores forsvar være i stand til? Hvor skal skolerne ligge i kommunen? Hvilke anlægsbyggerier skal prioriteres?
Ved at inddrage borgere sammen med interesseorganisationer i de store politiske spørgsmål er der en risiko for at trække beslutningsprocesser i langdrag. Politikerne vil undervejs ikke kunne bryste sig af politiske prestigereformer. Til gengæld kan der blive skabt langvarige, helhedsorienterede løsninger og kompromiser, som ikke skal lappes af den næste regering med en ny bogstavsammensætning.
Min idé kræver et opgør med kulturen i vores demokrati, så inddragelse af almindelige borgere vil komme til at fylde meget mere. Det vil give befolkningen i bredere forstand et ejerskab over beslutningerne. Det vil naturligvis tage prestigen ud af politikerens rolle, hvis han bliver reduceret til en facilitator, der bringer almindelige mennesker sammen.
Men måske er det lige netop, hvad vores demokrati har brug for, hvis vi skal slippe for magtarrogancens martyrer i den politiske arena.