Fra blodrøde grænselinjer til fred – til ny ufred


EU, International politik / lørdag, april 30th, 2016

Engang i slutningen af 1990’erne sad jeg hjemme på stuegulvet og bladrede i mit skoleatlas. Der var et eller andet magisk ved at se på grænserne mellem verdens lande.

På det tidspunkt forstod jeg ikke, at grænserne ikke var skabt lige så naturligt som forskellen mellem havets blå og landjordens grønne signaturfarver. Jeg forstod heller ikke, hvorfor Tyskland på nogle af kortene var delt midt over af en blodrød linje. Mine forældre forklarede mig, at verden ikke altid havde været fri, og at de selv var vokset op i en zone mellem to supermagter, der truede hinanden med gensidig udryddelse.

En del år senere var jeg turist i Berlin. Jeg krydsede den historiske blodrøde linje ved Checkpoint Charlie. Jeg sendte en kærlig tanke til mine frihedsrettigheder, da jeg stod på Alexanderplatz og forestillede mig den stemning, der måtte have været inden den tyske genforening.

1. maj er det 12 år siden, at 10 østeuropæiske lande blev medlem af EU – det ultimative politiske symbol på genforeningen i ly af EU’s politiske system. Det er og bliver en sejr for det gamle kontinent.

Jeg er så ung, at jeg ikke har oplevet Den Kolde Krig. Jeg har været så heldig, at jeg ikke er opvokset i et diktatorisk regime. Jeg er ikke så blind, at jeg tror, at fred og frihed kommer af sig selv. Derfor har jeg altid hyldet de basale europæiske værdier, som EU har indskrevet i sit traktatgrundlag.

Men jeg er nu bekymret for den politiske udvikling og de konsekvenser, som udviklingen har for de europæiske folks måde at omgås hinanden på. Hvis ikke EU en gang for alle fastslår, at udvidelser handler om dynamik og solidaritet mellem mennesker, risikerer EU på trods af gode intentioner at stå tilbage med et idealistisk, men indholdsløst værdigrundlag.

EU’s udvidelser er som et fredsmirakel. De står som en ny epoke, hvor vi fokuserer på sammenhold og solidaritet i Europa, selvom vi har forskellige sprog, kulturer og historier. Vi slår en streg over fortidens blodsudgydelser i en fælles stræben efter frihed og repræsentativt demokrati. EU’s udvidelsesproces er starten på en ny tid – både for landene selv og for verden.

Set i bakspejlet ved vi, at EU’s udvidelsespolitik i både det gamle og nye årtusinde har været en form for fredsbevarende styrke. Både i 1980’ernes Sydeuropa og i 1990’ernes Øst- og Centraleuropa sikrede EU, at medlemsstaterne blev fredelige, demokratiske og fik åbne økonomier.

Med hårdt arbejde blev de genopståede stater åbne økonomier, der gjorde det muligt at handle på tværs af grænser til fælles gavn. Fælles lovgivning på miljø- og energiområdet gjorde det muligt at skabe en bæredygtig udvikling. Det er en gevinst for hele Europas økonomiske og politiske sikkerhed.

Men alt er ikke længere fryd og gammen. Det udvidede EU bliver hjemsøgt af et genfærd fra fortiden – Rusland. Genfærdet hævder, at EU’s udvidelser er uhæmmede provokationer. At EU trænger sig ind på den russiske interessesfære. Det er påstande, der iskoldt leder mine tanker tilbage til fjendebillederne fra Den Kolde Krig.

Den eneste måde, hvorpå EU kan fordrive fortidens genfærd, er ved at fortsætte sine udvidelser og at forfølge de idealistiske værdier i sine handlinger. Fortidens genfærd har dog allerede haft held med at ridse i de europæiske værdier. I de tidligere sovjetstater frygter man med rette, at fortidens genfærd skal opsluge den nyligt vundne selvstændighed.

Den politiske angst i nogle af EU’s nyeste medlemslande har udmøntet sig på menneskeligt plan i et fremmedhad, hvor fredelige russiske mindretal er kommet i fare for at blive stigmatiseret og fordrevet. EU’s værdigrundlag om solidaritet og beskyttelse af mindretal er ved at smuldre.

I denne situation er EU nødt til at gøre det klart, at der er forskel på det politiske og det menneskelige. På politisk plan kan man tale med store ord over for genfærdet og forsøge at fordrive det med retorik, alliancer og sanktioner.

Værdierne på det menneskelige plan er universelle. EU er bygget på idealistiske grundpiller om menneskeligt ligeværd, respekt for mindretal og pluralisme. Det kan ikke udbredes gennem politiske floskler, men ved konkrete handlinger. Der er behov for yderligere beskyttelse af de mindretal, der oplever trusler inden for EU’s nuværende grænser.

Derudover kan nye udvidelser mod syd og øst være med til at fjerne fordommenes mentale grænsebomme for andre mennesker, der også stræber efter fred, frihed og fremgang.

I sidste ende har vi en fælles europæisk arv at forsvare: Vi har sagt farvel til de blodrøde grænselinjer på kontinentet og den krigerisk kølige luft fra Checkpoint Charlie for sammen at efterstræbe fred, frihed og fremgang.

 

Bragt i Jyllands-Posten, den 30. april 2016.