Hverken Juncker eller Macron kommer EU’s udfordringer til livs


Debat, EU / torsdag, september 28th, 2017

I de seneste par uger har den store visionskikkert for EU været taget i brug af flere europæiske ledere.

Først fortalte Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, om sin redningsplan i sin tale om EU’s tilstand. Den vil af mange blive husket for sine maritime billeder. I tirsdags fulgte den franske præsident Emmanuel Macron i kølvandet med sin såkaldte ”flodtale” om fremtidens EU, der er et helt andet samarbejde end det EU, vi kender i dag.

Der lader dog til at være sømiles afstand mellem de to lederes visioner for EU, den politiske vilje i flere af EU’s medlemslande og europæernes syn på samarbejdet. Selvom der er mere vind i de europæiske sejl, end der har været længe, er der stadig faresignaler, som de to ledere tilsyneladende ikke tager alvorligt.

Magtcentralisering eller tillid
I sin tale giver Juncker sit bud på en reformpakke med flere langsigtede løsninger. Juncker adresserer mange af fællesskabets udfordringer og går planken ud ved at foreslå en mere centraliseret udgave af EU. Hvis Junckers plan kommer i land, vil magten blive centreret i EU’s institutioner, mens nationale parlamenter vil få en mindre rolle.

Junckers mest essentielle forslag for at sikre den fortsatte vind i sejlene er, at EU skal have en finansminister, der kan styre den europæiske økonomi ved at gennemføre strukturelle reformer. Målet er, at euroområdet skal kunne reagere hurtigere, næste gang krisens isbjerg flyder ind i euroens sejlrende.

Heroverfor står Macrons syn på EU som et samarbejde, der allerede er forlist i svaghed, ineffektivitet og manglende politisk vilje. Macron flyder ikke bare med strømmen fra de europæiske institutioner, men efterspørger akutte løsninger og genskabelse af tilliden til EU. Derfor søsætter han en række projekter, der har som mål at skabe en europæisk offentlighed. Visionerne er store for at skabe en bedre økonomisk og social sammenhængskraft. Macrons kurs kan netop være med til sikre et hurtigere og smidigere EU, men hvordan han vil få de europæiske institutioner og de andre medlemslande til at sejle i samme retning, er fortsat uvist.

Med andre ord lader det til, at begge europæiske ledere har sat kikkerten for det blinde øje. Junckers reformer kan ende som mere vand i samme å, mens Macron ikke anerkender de oprørte vande i Europa. Hverken Junckers eller Macrons kurs kommer EU’s udfordringer til livs.

Relationerne er afgørende
Brexit har øget EU’s administrative alarmberedskab: De fremtidige samarbejdsrelationer mellem EU og Storbritannien bliver afgørende for, om flere medlemslande ønsker at forlade den europæiske skude.

Der er kastevinde i Schengen-samarbejdet: Spørgsmålet om bevogtning af de nationale grænser spøger stadig. Om der er vilje til en fælles sikkerhedsstyrke til bevogtning af EU’s ydre grænser, som Macron foreslår, er fortsat uvist.

Bølgerne går højt mellem EU-institutionerne og medlemslandene: Problemerne med en intern fordeling af flygtninge og truslen mod retsstatsprincipper i nogle medlemslande kan risikere at oversvømme samarbejdet og i værste fald fragmentere det yderligere. Macrons forslag om et fælles europæisk asylkontor vil ikke blive modtaget med kyshånd i alle lande.

Og senest ser dampen ud til at være gået af de tyske kedler: Kansler Angela Merkels pyrrhussejr har vist slingrekurs i tyskernes tilslutning til det europæiske samarbejde, og afhængig af kombinationen af partier i den kommende regering må Merkel nedtone sine ambitioner for EU.

Løsningen er et nyt EU
Den politiske vilje i de fleste medlemslande og den (manglende) folkelige begejstring er langt fra gearet til mere centralisering. Men der er brug for et nyt EU.

Den europæiske økonomi vækster. Arbejdsløsheden falder. Investeringslysten spirer. Intet medlemsland kan alene håndtere flygtninge- og migrationskrisen, klimaproblemer eller en ny økonomisk krise. Advarselslamperne fortæller, at der er brug for et mere effektivt og hurtigt reagerende samarbejde.

Som det er lige nu, er EU både problemet og løsningen.

Bragt i Altinget, den 28. september 2017.