Indhentet af arven fra Maastricht


EU, International politik / lørdag, august 1st, 2015

Fortiden har indhentet danskerne, når vi inden årets udgang skal afgøre retsforbeholdets skæbne. Officielt skal vi stemme om en tilvalgsmodel, hvor Folketinget tager stilling til EU-lovgivningen fra sag til sag på retsområdet. I realiteten er spørgsmålet langt større. Det handler om Danmarks fremtid i EU.

Det danske valg er stillet op mellem to muligheder: en klokkeklar afstandtagen ved et ”nej” til afskaffelsen af retsforbeholdet eller et lunkent ”måske” ved et ja til tilvalgsmodellen. Det er ikke muligt at stemme helhjertet ja til at afskaffe retsforbeholdet. Dermed får vi ikke mulighed for at stemme helhjertet ja til Danmarks deltagelse i EU.

Kampen mellem ”nej” og ”måske” skyldes retsforbeholdets fødsel. Det blev undfanget ved en dansk afvisning af Maastricht-traktaten i 1992. Danskernes afvisning blev underkendt af syv partier, der formulerede et nationalt kompromis. Denne aftaletekst blev bygget på en vision om at forene befolkningen i et fortsat medlemskab af EF.

De syv partier mente, at danskernes nej blot var udtryk for, at danskerne ikke ønskede en udvikling mod Europas Forenede Stater. Det var ikke et nej til europæisk samarbejde.

Derudover formulerede de syv partier tre målsætninger, som de ville arbejde for. For det første ville man arbejde for en demokratisering af EU-samarbejdet, større åbenhed og gennemsigtighed i beslutningerne. For det andet ville man i højere grad inddrage Folketinget i europæiske anliggender. For det tredje ville man gøre det europæiske samarbejde mere fleksibelt.

Med godkendelsen af det nationale kompromis i 1993 gik danskerne med til at afstå kompetence til EU på retsområdet. Det blev slået fast i en protokol til traktaten, som angiver, at Danmark med tiden agter at deltage i det retslige samarbejde på lige fod med de andre europæiske lande. Danskerne afgav hermed en hensigtserklæring.

I de 11 aftalepunkter for afskaffelsen af retsforbeholdet, som Folketingets såkaldte EU-positive partier indgik i december 2014, har man dog ikke taget stilling til, hvorvidt de tre målsætninger er blevet opfyldt. Det er ikke på grund af større åbenhed og gennemsigtighed, inddragelse af Folketinget eller øget fleksibilitet, at de EU-positive partier netop nu ønsker en tilvalgsordning for Danmark.

Kun Europol fremhæves som det essentielle samarbejde, som danskerne bør vælge til.

Vagheden i de øvrige aftalepunkter udstiller de usikkerhed, der hersker blandt de EU-positive partier om det europæiske projekt. Alligevel erkender partierne i indledningen, at Danmark skal være så tæt på kernen af EU som muligt. Det er at stikke vælgerne blår i øjnene, når det reelle valg står mellem et “nej” eller et “måske” til det europæiske samarbejde.

Danmark kommer aldrig ind til kernen af EU med et ”måske”. Danmark forbliver i periferien under det EU-skeptiske åg.

Det, som vi i virkeligheden skal tage stilling til ved afstemningen om retsforbeholdet, er Danmarks fremtidige placering i EU-samarbejdet. De såkaldte EU-positive partiers tilvalgsmodel repræsenterer endnu en tøven og en skepsis over for det europæiske projekt. Nej-sigerne står for en blank afvisning af projektet.

De vælgere, der gerne vil sige ja til Danmarks fremtid i kernen af EU – og dermed ja tak til fælles EU-lovgivning på hele retsområdet – har ingen steder at sætte kryds. Tilbage står danskerne, EU-positive som EU-skeptikere, indhentet af arven fra Maastricht. Vi er endt i et europæisk samarbejde, i et nødvendigt onde, som ingen rigtigt elsker eller tør undvære.

 

Bragt i Jyllands-Posten, den 1. august 2015.