Jeg så julemanden kysse mor


Blog / onsdag, december 7th, 2016

Jeg stillede mig op på det yderste af tåspidserne, holdt balancen ved at holde godt fast i dørens håndtag og stak armen ned i julesokken. Der var mørkt i mit lille værelse, men der var lys i stuen. Mor var oppe. Jeg rodede hånden rundt i sokken, helt ud til sømmene. Den var tom. Tom?

Mine ben gik som trommestikker ind i stuen. ”Mor, nissen har ikke været hér!”

”Har han ikke?” spurgte min mor, mens hendes blik flakkede omkring.

”Nej,” sagde jeg, mens jeg løb videre gennem den aflange stue, ind i mine forældres soveværelse, hvor jeg vækkede min far med min bekymring om, at nissen havde glemt mig. Søvndrukken prøvede han at berolige mig, men nej, jeg var helt sikker. Jeg havde mærket ordentligt efter. Troede far mon, at der var sket nissen noget?

Min mor afbrød os, tændte lyset i soveværelset og fortalte, at hun havde hørt et højt ”plop”, og så var der noget, der rumsterede på mit værelse. Nissen havde bare været lidt forsinket på dagens rute.

”Åh, så du ham, mor?”

Men jeg fik vist aldrig svaret på spørgsmålet, for jeg var allerede i fuld spring ude af sengen med julesokken som mit mål.

Sådan husker jeg en morgen i december, engang hvor jeg nok har været tre eller fire år. Hver morgen stod jeg spændt op, mærkede efter i julesokken, om nissen havde været forbi med en lille julegodte. Det var ikke den lille pakke pastiller eller slikkepinden, der betød noget. Det var spændingen, nedtællingen, forestillingen om det lille væsen med den røde hue, der hver nat listede sig ind på mit værelse og lagde noget i min sok.

Men ifølge de engelske forskere i psykologi, Christopher Boyle og Kathy McKay, er denne barnetro med til at undergrave barnets tillid til forældrene. Når den kyniske sandhed om gaverne går op for barnet, bliver det skuffet. Så skuffet, at tilliden mellem barnet og forældrene efter sigende skulle ryge sig en tur.

I min optik er troen på nisser og julemanden langt mere end en løgnehistorie. Det er hverdagens eventyr, der giver de små børn spænding i en grå og travl hverdag. Barnetroen er med til at udvikle børnenes fantasi. Den er med til at skabe glæde. Den er med til at få børnene til at undre sig over, om der er mere mellem himmel og jord.

Hvor jeg elskede den lille julenisse, havde jeg et langt mere anstrengt forhold til julemanden. Jeg har fået at vide, at jeg de første år var bange for julemanden, og jeg turde først få mine gaver, når mor havde forsikret mig om, at julemanden var en fin fyr ved at kysse ham under misteltenen.

Det sidste år, julemanden kom på besøg, undrede jeg mig over, hvordan min mor og far (igen!) kunne have glemt at købe kirsebærsovs til ris-à-la-manden, så far måtte køre ned på tanken. Jeg havde ondt af min far, der lige var gået, som julemanden ringede på døren (vi havde ingen skorsten). Under gaveuddelingen spurgte jeg min mor, hvordan det kunne være, at julemanden havde samme ur som min far. Jeg husker ikke svaret, men dagen efter afslørede min fars bror hemmelighedsfuldt for mig til julefrokosten, at julemanden nok ikke var den, han udgav sig for at være.

Jeg var sønderknust. Ikke så meget over ”løgnen”. Ikke over et brudt tillidsbånd. Mere over at spændingen var forduftet, og mest over, hvordan jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg nu vidste, at julenissen var min mor, og julemanden var min far.

Barnetroen på nisser og julemanden er hverdagens magi. Den glæde, som ”den lille løgn” bringer med sig, er hele målet med den. Når fortryllelsen bliver ophævet, er det ikke et tillidsbrud. Det er barnet, der med alderen har udviklet en fornuft, så det begynder at lægge to og to sammen. Men glæden er på det tidspunkt blevet grundlagt. Når julenissen og julemanden er blevet afsløret, bærer barnet glæden med sig videre som en af julens traditioner: Jul er noget, man glæder sig til. Derfor er barnetroen, hverdagens magi, så vigtig, fordi det giver barnet lov til at bruge sin fantasi, udvikle sine tanker og mærke følelsen af at glæde sig. Og hvad er julen uden glæde?

Tilbage til bekendelsens time. Da vi kom hjem fra julefrokosten, afslørede jeg over for mine forældre, at jeg havde gennemskuet det lille rollespil. De gik også til bekendelse. Vi talte om næste jul og blev enige om, at ”julenissen” stadig ville komme med godter, og at jeg kunne få et nissekostume, så jeg kunne hjælpe julemanden med at dele gaver ud til de andre i familien på juleaften. Jeg gik i seng og glædede mig allerede til næste jul.

Men som jeg lagde hovedet på puden, var der lige et sidste mysterium, som jeg måtte have opklaret. Den 23. december, sent om aftenen, havde vi ligesom de andre år stillet en portion risengrød op på loftet til julenissen. Da jeg vågnede om morgenen den 24. december, var grøden væk. Var der virkelig ikke nogen julenisse?

”Nej”, svarede min far og fortalte, at han selv havde spist grøden som natmad.

Jeg har sikkert smilet til ham, mens jeg faldt i søvn, og drømt mig videre ind i mit eget juleunivers, hvor julenissen og julemanden stadig fandtes.

Bragt på folketidende.dk