Klimadebatten viser, at det europæiske demokrati står i flammer


Debat, EU, Ikke kategoriseret, International politik, Samfund / torsdag, maj 9th, 2019

Med denne kommentar vil jeg have dig til at gå i panik. Du skal handle, som om dit hus står i flammer.

Panik fører sjældent til gennemtænkte løsninger, det erkender jeg. Men panik kan få os til at åbne øjnene for den del af klimadebatten, som ulmer op til dette valg til Europa-Parlamentet, men som ingen kandidater tør at adressere. Det er fundamentale problemstillinger, der kan få vores demokratiske hjem til at brænde ned til jorden, hvis ikke vi begynder brandslukningen nu.

Dette valg var på forhånd udråbt til et klimavalg. Kandidaterne fra højre og venstre samles om, at der skal gøres mere, men løsningerne går til grunde i en traditionel ideologisk kamp mellem fløjene. Højrefløjen plæderer for jobskabelse ved udvikling af grønne industrier. Europas venstrefløj er gået sammen om den fælles plan ”New Green Deal for Europe”, hvor reguleringer skal bane vejen for en ambitiøs reduktion af europæernes CO2-udledning.

Klimadagsordenen er dog langt mere kompleks, for man kan stadig ikke sige ”klima” uden at sige ”energi”. Vi har stadig til gode at høre den danske kandidat, der går til klimavalg for et solidarisk Europa, uafhængigt af andre stormagters gasledninger og med klare demokratiske beslutningsstrukturer.

I Danmark er klima- og energidebatten i høj grad begrænset til bæredygtighed i naturens eller økonomiens forstand. I Østeuropa er den mere eksistentiel, fordi energidebatten er et spørgsmål om selvstændighed og social udvikling. At gøre unionen energimæssigt uafhængig, skabe økonomisk fremgang og have grønne ambitioner er ikke hinandens modsætninger, tværtimod. Men det kræver en solidaritet mellem staterne, som de færreste danske kandidater er villige til at sætte ord på.

Når de danske kandidater endelig bygger bro over barrieren mellem jobskabelse og regulering i energidebatten, lægger de arm om målsætninger. Hvem kan sætte barren højest?

I den del af debatten smyger de sig uden om, hvordan de vil dæmme op for den utidssvarende beslutningsproces, som grønne energibeslutninger er indhyllet i. M

Hvis ikke du allerede er gået i panik, er det ved at være tid. Du skal gå i panik over, at de kandidater, som du kan stemme på til Europa-Parlamentet, pådutter dig en forsimplet udgave af klimadebatten. Det udstiller svagheden af vores demokrati, hvor parlamentarikerne vælges på en national dagsorden uden øje for solidaritet og effektive procedurer.

Når du sætter dit kryds, bør du handle, som om dit hus står i flammer – en brand, der er antændt i det demokratiske fundament, vores samfund er bygget på. Hvilken kandidat kan slukke den brand?

Hvis ikke du kan svare, er der sandelig grund til panik.

Mens europaparlamentarikerne slås om overordnede visioner, sker implementeringen lokalt i langstrakte beslutningsprocesser, der gør det svært at involvere borgerne. Det er de lokale politikere, der skal stå ansigt til ansigt med borgerne, ikke europaparlamentarikerne. Det er de lokale politikere, der skal forsvare projekterne for at leve op til målsætningerne, som er besluttet på europæisk niveau.

Klima- og energipolitik er derfor mere end politik. Det er også spørgsmålet om, hvordan vi skal indrette et solidarisk demokrati i en tidsalder, hvor der er brug for fælles handling.

Bragt i Jyllands-Posten, den 10. maj 2019.