Uret tikker. Neglene trommer. Og i sidste uge lød meldingen fra den kongelige undersøger, Mette Frederiksen, at danskerne ikke skal forvente en ny regering før jul.
Det er et uvant scenarium. Regeringsdannelserne i nyere tid har vænnet os til, at udvalgte partier sætter sig til forhandlingsbordet, og inden for nogle få uger kommer der hvid røg fra forhandlingslokalet. Meget tyder på, at det denne gang bliver anderledes – og dermed kan Danmark skrive sig ind i en europæisk kontekst, hvor det tager længere og længere tid at danne en regering.
Et historisk tilbageblik
Lad os først vende blikket mod de historiske fakta. Siden jordskredsvalget i 1973 har de fleste regeringsdannelser efter et folketingsvalg varet op til 10 dage. Tre uger uden en regering var lang tid. De længste regeringsdannelser har været at finde i 1970’ernes og 1980’ernes turbulente kriseår, og da Mette Frederiksen i 2019 skulle overbevise sit parlamentariske grundlag om en et-parti-regering.
| Regering dannet efter nyvalg | Antal dage |
| Poul Hartling (1973) | 15 |
| Anker Jørgensen II (1975)* | 35 |
| Anker Jørgensen IV (1979) | 3 |
| Anker Jørgensen V (1981) | 22 |
| Poul Schlüter II (1987) | 2 |
| Poul Schlüter III (1988) | 29 |
| Poul Schlüter IV (1990) | 6 |
| Nyrup II (1994) | 6 |
| Nyrup IV (1998) | 17 |
| Fogh I (2001) | 7 |
| Fogh II (2005) | 10 |
| Fogh III (2007) | 10 |
| Thorning-Schmitt (2011) | 18 |
| Løkke II (2015) | 10 |
| Frederiksen I (2019) | 22 |
Der er primært to årsager til, at det i nyere tid er gået så hurtigt at danne regering i Danmark. For det første har Danmark negativ parlamentarisme, hvilket vil sige, at en regering ikke må have et flertal mod sig. I Danmark kan en regering holde ”borgfred” med de skrøbeligste dele af sit parlamentariske grundlag. Det står i modsætning til mange andre europæiske lande, som har positiv parlamentarisme og skal have et flertal for sig.
Den anden årsag er, at kompromiset er en essentiel del af den politiske kultur i Danmark. Derfor behøver der ikke fra start være fuld enighed om regeringens politik, fordi kompromiserne bliver indgået henad vejen.
Det fragmenterede Folketing
Men efter dette valg er det anderledes: Folketinget er, ligesom parlamenterne i mange andre europæiske lande, blevet fragmenteret. Aldrig før har der lige efter et nyvalg været 12 partier repræsenteret i Folketinget, og det giver den kongelige undersøger flere forhandlingsmæssige udfordringer.
For det første skyldes fragmenteringen efter valget, at to tidligere ministre rev sig løs fra Venstre, dannede egne partier og kom ind. Tilhængerne bag nystiftede partier har generelt mindre tilbøjelighed til at acceptere, at deres partiledere indgår kompromiser end tilhængerne af gamle partier. De nye partier kan derfor være mere insisterende på deres egen dagsorden end de ældre og mere kompromissøgende partier, der har været vant til at have magten. Det har vi allerede været vidner til, da Danmarksdemokraterne forlod regeringsforhandlingerne.
For det andet er der et forhandlingsspil mellem alle partier, særligt fordi blokpolitikken er i opbrud. Når Socialdemokratiet forhandler med Venstre, har det gamle bondeparti stadig tætte relationer til de andre borgerlige partier, der er som et spøgelse i forhandlingslokalet. Det samme har Socialdemokratiet også selv med sit, måske tidligere, parlamentariske flertal hos SF og Enhedslisten.
For det tredje er det væsentligt, hvordan partilederne kommunikerer under regeringsforhandlingerne både internt i partiet og eksternt til pressen. En hurtig manøvre – et hurtigt kompromis – kan alt for let blive tolket som en kovending og skabe mistillid til den politiske leder.
Tag ved lære af Europa
I andre europæiske lande har langstrakte forhandlinger ikke været en garanti for stabilitet. Belgien har sat rekord for langstrakt regeringsdannelse med 494 dage i 2018, men her spiller forhold om nationalitet en afgørende rolle, så regeringsdannelsen ikke kan sammenlignes med Danmark.
Bedst kendt er Angela Merkels brede regering fra 2013, som samlede det konservative CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD i en regering over midten. Det skabte en periode med politisk dødvande, fordi forskellene mellem partierne var for store, og få store, politiske aftaler gik igennem i perioden.
I Holland tog det sidste år 271 dage for Mark Rutte at samle et flertal bag sig, selvom regeringen kom til at bestå af de samme partier som inden valget, foreløbigt med stabilitet i koalitionen.
Langsomme forhandlinger – for eller imod?
Langstrakte regeringsforhandlinger er ikke nødvendigvis et dårligt tegn. Tværtimod kan grundighed være en bærende søjle i et levedygtigt samarbejde.
Men hvis langstrakte forhandlinger skaber et misfoster, hvor alle partier sidder på torne af et nødvendigt onde, har missionen over midten handlingslammet landet. Det var omtrent det, som danskerne var vidner til under VS-regeringen i 1978-1979, som kom i stand for at skabe stabilitet i en turbulent tid, men som måtte træde tilbage blot et år og 57 dage efter aftalen.
Endelig kommer udfordringen omkring hastigheden i de politiske aftaler, som tidligere har været bredt kritiseret. Jo længere tid det tager at danne en regering, jo længere tid tager det, før der bliver indgået aftaler og truffet beslutninger. På overfladen kan det se ud som om, at politikerne har haft længere tid til at drøfte de grundlæggende forudsætninger for aftalerne som en del af regeringsgrundlaget. Men lange regeringsforhandlinger giver ikke tid til embedsværkets arbejde, inddragelse og høringer af forskellige interesser. Det øger risikoen for forhastede beslutninger.
Så mens vi venter på en regering, er der kun få ting at gøre – nemlig at væbne sig med tålmodighed og håbe, at partierne viser sig bøjelige og forhandlingsvillige. Uanset om regeringen tipper til venstre eller over midten, har Danmark brug for en stabil regering, der kan gennemføre reformer og skabe retning i en turbulent tid med krig, klimakrise og velfærdsknaster.
*Afløste Poul Hartlings regering, der ellers var blevet siddende i ca. en måned. Anker Jørgensen dannede derfor en regering på 35 dage efter valget, men på blot 5 dage efter, at Poul Hartling trådte tilbage.
** Ikke alle regeringer er blevet dannet efter et valg. Eksempelvis den meget omtalte SV-regering fra 1978, som blev dannet uden nyvalg for at styrke regeringens parlamentariske grundlag.
Kilder: folketinget.dk, Mandag Morgen samt diverse links inkluderet i artiklen