Når den selvstændige vandrer alene


Blog, Debat, Iværksætteri / onsdag, august 21st, 2019

Mine første fire kilometer på Camønoen var hårde.

Jeg forstår det ikke. Jeg er en velbevandret vandrer, der i snit når over mine 10.000 skridt hver dag. Jeg farer, jeg flytter, jeg formår. “In tranquillo mors – in fluctu vitae”. I stilstand døden – i bevægelse livet. Det er mit motto.

Så en lille, frisk netværkstur på den mønske rute med 17 andre selvstændige burde være en smal sag. Jeg ved dog ikke, hvor skoene begyndte at stramme. Måske var det allerede under opvarmningen på det lille spisested, hvor de lokale råvarer, dyrket mellem klint og klit, overdøvede og bedøvede smagsløgene i en sanseeksplosion af krydderurter og hjemmebagt bondebrød. Måske var det dér…

Halvdøsigt lod jeg mig føre, forføre, ud på den snørklede rute med min netværksgruppe. Vi var fire personer, der ikke kendte hinanden på forhånd. Vi blev stillet spørgsmål som: Hvordan arbejder du med kreativitet og venlighed i din virksomhed? Hvad betyder det at gå for dig?

Snakken tog fart, og vi sakkede hurtigt bagud. Duften af sommervarm jord steg op fra de nyhøstede marker og plantede svarene i aftensolens skær.

Halvvejs på ruten. Vejen skar sig ind i det bakkede, barske landskab. Vi blev bedt om at forlade vores gruppe. Ikke for at finde en ny, men for at gå alene. Vi skulle tænke over, hvordan vi ville udvikle vores virksomhed.

Som altid strømmede tankerne til mig. Mine ben bevægede sig i takt til mine drømme, mine ambitioner og mine mål. Solen var ved at gå ned. Det blev koldt omkring mig.

Så blev vi bedt om at dele vores idéer til udviklingen med sidemanden. På en snørklet vej i skyggen fortalte jeg min nye vandringsmakker om mine tanker. Han kendte mig en smule i forvejen. Gennem sine solbriller kiggede han på mig: “Har du overvejet at hvile i det, du har?”

Det var først dér, da vablen bristede i mit sind, at det gik op for mig, at jeg havde haft denne blævrede bule. Kan man udvikle sig ved at hvile? Uden et “videre”?

De fire kilometer var hårde. Alligevel havde jeg lyst til at fortsætte for at finde roen. Men uret slog. Netværksmødet var forbi. Vi gav hånd, udvekslede visitkort og var videre. Måske det var dét, der var det hårdeste?

Da jeg kom hjem, mødte jeg solen, der gik ned i Guldborgsund. “I morgen er der atter en dag,” sagde den og lod sit gyldne slør svømme i de stille bølger.

I nat kommer jeg til at sove godt.

Drømme. Udvikle. Hvile.

Tak til Mikrovirk Vordingborg for et uforglemmeligt netværksmøde ❤️