Kalenderen siger 2058. Moder Jord har fået feber.
Danskerne suser rundt i deres biler. I øjeblikket giver de den nette sum af 60 kr. for en liter benzin, men bilen kører jo også længere på literen end tidligere, så den ikke skader miljøet så meget. Befolkningen render rundt med modebranchens nydesignede støvler. I starten af dette århundrede kaldte man dem vist nok for gummistøvler. Disse støvler fås nu i forskellige farver. Kun fantasien sætter grænser for, at befolkningen stadig kan gå tørskoet, efter at vandstanden er steget næsten en hel meter.
For øvrigt har de franske modehuse lige vist deres nyeste kollektioner af kjoler og hatte. Kjoler i chiffon, så den overophedede befolkning ikke får det for varmt, og hatte til at holde regnen væk fra ansigtet, når ekstreme og pludselige regnbyger falder fra en ellers skyfri himmel. Rejsebureauerne melder alt udsolgt. Den sidste skitur til Alperne er solgt til overpris.
Livet har ændret sig. Dette er kun sket på grund af én ting: Menneskets egoisme. Dengang i starten af århundredet, hvor FN og andre uafhængige forskere fastslog, at jordens temperatur og dermed vandstanden ville stige, hørte man ikke efter. Man tænkte på den overophedede økonomi frem for den overophedede klode. Man hørte efter forskere, der påstod, at kosmisk stråling var skyld i den globale opvarmning frem for udledning af CO2. Man hørte efter forskere, der mente, at der var langt vigtigere problemer at tage sig af end den globale opvarmning.
I dag i år 2058 hører vi stadig forskere med teorier om, at den globale opvarmning blot skyldes Jordens cyklus. Den forklaring passer fint til menneskets egocentriske logik: Vi styrer vores overophedede liv, mens Jorden styrer sit. Vi skal ikke blande os i Jordens overophedede liv. Den skal ikke blande sig i vores.
Men den globale opvarmning kunne være blevet afværget. Det kunne den. Også uden at vi havde været nødt til at skære ned på vores forbrug, vores industri og vores økonomi. ”Man skal plante et træ”, som Piet Hein sagde. Ved at finde den træsort, der udleder mindst CO2ved respiration og optager mest under fotosyntese, kunne man have plantet træer, der kunne reducere mængden af CO2. Træerne kunne ikke kun rense luften, de kunne også rense menneskets samvittighed.
Katastrofen kunne også været blevet afværget med teknologiske løsninger. Vind-, vand- og solenergi anvendes den dag i dag stadig i et meget lille omfang. Men dengang, hvor det virkelig var vinter med en gennemsnitstemperatur på 5 grader i vinteren 2007-2008, der diskuterede man, om man havde lyst til at bo ved siden af en vindmølle eller ej. Der blev diskuteret, om man skulle have vindmølleparker, og hvor de skulle placeres for at få udnyttet vinden bedst muligt. Det blev diskuteret, om der skulle laves kunstige øer med vindmøller.
Og mens der blev diskuteret, kunne man besøge en lille grøn ø i Storebælt, der var totalt selvforsynende med vedvarende energi. Ærø. Med nogle af verdens største vindmøller, verdens største solfangeranlæg og biobrændsel manglede ærøboerne kun at finde en løsning til deres biler – så var de selvforsynende med vedvarende energikilder. I dag er Ærø blevet flere kvadratkilometer mindre på grund af den forhøjede vandstand, fordi andre dele af verden ikke fulgte Ærøs eksempel, mens tid var.
Problemer med energikilder til bilerne var der sådan set allerede fundet en løsning på dengang i 2007, men det ville kræve en omlægning af hele transportsektoren. Ikke kun i Danmark, men i hele verden. Det kunne politikerne ikke lige overskue, og derfor lod man denne teknologi ligge. Teknologien med en brintbil bestod af en simpel teknik ved at spalte brint fra vand for at tilsætte brinten igen. Det var så godt som forureningsfrit, fordi affaldsstoffet er vand. Det eneste problem, som vi stadig kæmper med i dag i 2058, er at finde en opbevaringsmulighed til den energi, der skal bruges til at spalte brinten og tilsætte den igen.
Udviklingen gik for langsomt, og i dag i 2058 sidder vi stadig uden løsninger til den menneskeskabte globale opvarmning.
Mens jeg skriver disse linjer sidder jeg i dét, der i 2008 var mine forældres sommerhus. Dengang lå det fire rækker fra havet. I dag ligger det i første række, da man af sikkerhedsmæssige årsager har været nødt til at nedrive de huse, der lå tættere på vandet. Jeg klager ikke, min ejendom er jo steget i pris. Hver gang jeg skal ud i haven, er jeg nødt til at tage de smarte pang-farvede (gummi)støvler på for at kunne gå tørskoet.
Kan man kalde det for bæredygtig udvikling?
Vi lever jo stadig vores liv, vores økonomi kører på skinner. Men mine børn og børnebørn kommer ikke til at leve i den samme verden, som jeg gjorde. Hver dag ændres vores økosystemer, fordi vi ikke gør noget mod den globale opvarmning.
Jeg får dårlig samvittighed, når jeg sætter mig ind i min lille, ellers så miljørigtige, bil. Jeg får det dårligt, når jeg kører forbi en mark, hvor køerne står med masker på bagen, fordi deres luftudledning er fyldt med methan og CO2. Jeg får dårlig samvittighed, når jeg tænker på, at Danmark var det første land i verden, der kunne præsentere en klimaminister, men at visionerne bare var varm luft. Der blev diskuteret meget, men der blev ikke gjort noget. Hvad er diskussion uden handling?
Hvornår lærer mennesket, at det ikke er universets centrum? Hvornår lærer mennesket, at Jorden er et sted, vi skal passe på?
Nå, vejret er pludseligt slået om, og hér er blevet meget koldt i sommerhusets stue. Så jeg må hellere skrue op for varmen i mit oliefyr. Ikke engang dét kunne vi kollektivt finde ud af at få udskiftet, selvom vi allerede kendte alternative løsninger dengang i 2007.
Essayet blev skrevet i foråret 2008 i forbindelse med en essaykonkurrence for gymnasieelever til Forskningens Døgn udskrevet af LIFE Science ved Københavns Universitet. Essayet blev præmieret med en 2. plads. Essayet er let redigeret i forbindelse genudgivelsen. Selvom teksten er 11 år gammel, og nogle af løsningerne er blev iværksat, er problematikken ikke mindre relevant i 2019, end den var i 2008.
Læs mere om prisoverrækkelsen fra 2008 hér: https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/nobelprismodtager-haedrer-danske-gymnasielever-baeredygtige-fremtidsvisioner