På sigt kan Frankrig få globalt lederskab


Debat, EU, Fra sans til samling, Frankrig, International politik, Politik, Samfund / onsdag, september 4th, 2019

I Baskerlandets badeby, Biarritz, mødtes verdens mest avancerede økonomiske lande i den forgangne weekend til G7-mødet. Der var på forhånd annonceret bål og brand i den nærliggende by, Bayonne – optøjer, der på én og samme tid var udtryk for autonomes oprør mod autoriteterne og en mere almen demokratisk utilfredshed med verdens tilstand.

Få dage inden G7-mødet tog den franske præsident, Emmanuel Macron, imod den russiske præsident, Vladimir Putin, på sin sommerresidens. Efter annekteringen af Krim i 2014 blev Rusland smidt ud af den diplomatiske elitegruppe, og især Tyskland og Storbritannien er modstandere af at invitere Putin med til bordet igen. Derfor var det mere intime møde mellem Macron og Putin af stor strategisk interesse for Rusland.

Inden topmødet tegnede der sig et omrids af, at mødet ville ende som et G6-møde plus USA. Macron meddelte, at topmødet ikke ville blive afsluttet med en fælles erklæring, som ellers har været kutyme siden 1975. I stedet trak Macron de seneste brandvarme politiske emner op på dagsordenen og skabte konstellationer på tværs i forhold til problemerne frem for at binde sig i faste alliancer.

Efter det intime møde med Putin såvel som topmødet stod Macron øverst på sejrsskamlen på den diplomatiske scene. Selv om Frankrigs status som stormagt hører en svunden tid til, formår Macron gang på gang at arbejde pragmatisk og tale med alle ledere uanset deres ideologiske ståsted.

At stå øverst på den diplomatiske sejrsskammel er en strategisk interesse for Frankrig. At være fredsmægler giver magt. Frankrig kan netop påtage sig denne rolle, da det internationale samfund er i opbrud. Med Donald Trump i spidsen marcherer USA i enegang hen over sine samarbejdspartnere. Storbritannien har gravet sig ned bag sit brexit-hegn og slås mod sig selv i skyttegraven. Tyskland skælver under Merkels rystede lederskab og truslen fra en forestående recession. Dermed er Frankrig det eneste land, der kan påtage sig rollen.

Den medierende rolle er dog ikke ufarlig, for hvor går grænsen mellem nøjeregnende diplomati og dumdristig naivitet?

Franske præsidenter har tidligere brændt fingrene på diplomatiet, især på forholdet til Rusland. I 2008 var den franske præsident, Nicolas Sarkozy, entreprenøren bag en våbenhvile mellem Rusland og Georgien, men tilbagetrækningen blev ikke overholdt af Rusland.

Macron kan risikere at gå i samme fælde. Putin har kaldt til kamp mod det frie demokrati, som i hans optik har spillet fallit som styreform. Macron er derimod tidens største fortaler for det frie demokrati. Dertil kommer, at Putin åbenlyst støttede Macrons ærkerival under det franske præsidentvalg i 2017. Men siden har situationen ændret sig for den russiske præsident. På den internationale scene står Rusland isoleret fra Europa, og Putin har en politisk såvel som økonomisk interesse i at få genopbygget forholdet. Endelig har sommeren været et indenrigspolitisk mareridt for Putin med store demonstrationer mod hans illiberale styre. Det giver Putin en reel interesse i at opbygge en stærk relation til demokratiske Macron.

I politik udvikler venskaber sig, i takt med at interesser forandres. Enhver er sig selv og sin egen nation nærmest. Langsomt tegner der sig et billede af Macron som Vestens liberale samlingspunkt, der arbejder for samling, stabilitet og stærke internationale institutioner.

På sigt kan det give Frankrig et globalt lederskab, hvis ikke bålene og brandene i Frankrig slukker Macrons ambitioner inden.

Bragt i Jyllands-Posten, den 29. august 2019.