Skribentens yndlingsord


Arbejdsmarked, Blog, Debat, Iværksætteri / onsdag, oktober 9th, 2019

Skylden skyller ind over mig. Min indre stemme søger efter et svar på et simpelt spørgsmål, som jeg netop er blevet stillet. 

”Har du et yndlingsord?”

Et ord, jeg elsker at skrive? Et ord, jeg elsker at sige? Et ord, der skærer sig gennem mine sanser, indtil jeg ikke kan lade være med at skrive det?

De stille sekunder føles som lange stunder, midt i interviewet, indtil den pinlige tavshed tvinger mig til at svare:

”Nej, jeg har ikke et yndlingsord. Det tror jeg i hvert fald ikke, at jeg har.”

I mit sind forstår jeg godt spørgsmålet. Som professionel skribent burde jeg naturligvis have et yndlingsord, en førsteelsker, som altid fylder min notesblok. Men ærligt talt, med mit frivole forhold til sproget, hvor jeg skifter mellem synonymer, som andre skifter strømper, er der svært at være i et fast forhold til ét enkelt ord.

I de efterfølgende dage bliver tankerne ved med at kredse om ét potentielt yndlingsord. Hver gang jeg er ved at finde ét, vender jeg det ryggen. Tankerne driver mig nærmest til vanvid, mens jeg som vanligt fortsætter med at skrive mine artikler, mine digte og mine kommunikationsplaner. Hvorfor har jeg ikke et yndlingsord?

Jeg begynder langsomt at overveje, om jeg overhovedet ønsker mig et yndlingsord. Det kunne der selvfølgelig ligge en vis tryghed i, men hvorfor presse pennen noget på?

Og så en dag, en hektisk dag med høj fart og hastig kreativitet. Ordene flyder i en lind strøm. Teksterne tager form og finder deres liv. Pludselig slår det mig, at intet ville være mere forkert for en skribent end at have et yndlingsord. Det ville betyde, at jeg forfordelte mellem mine børn, der skaber glæden i hverdagen. At have et yndlingsord ville dræbe kreativiteten og tage glæden fra at udforske nye områder af sproget.

At have et yndlingsord ville være slutningen på min tid som skribent.

Et par dage senere møder jeg tilfældigt ham, der under interviewet havde stillet mig spørgsmålet. Jeg forklarer ham, hvad jeg er nået frem til. Han overvejer mine ord og nikker anerkendende, som om han aldrig havde overvejet dén svarmulighed.

Muligheder er der altid. Det kræver blot, at man får øje på dem og er tro mod dét, der kommer til én.

Ordene kommer til mig. Hvordan skulle jeg kunne vælge ét uden at vælge alle de andre fra?