Supermarkedets slaraffenland for corona


Blog, Coronakrise, Debat, Politik, Samfund / mandag, april 5th, 2021

Påskemorgen åbnede jeg køleskabet. Foruden nogle æg fra gårdbutikken, en liter mælk og lidt juice ønskede køleskabet mig et hjerteligt godmorgen med sine gabende tomme hylder. Nuvel, dagene forinden havde været travle med både arbejde, gør-det-selv-projekter i sommerhuset på Marielyst og familiehygge, så der var ikke noget at sige til, at der var tæret på depoterne.

For at lette presset på de få åbne dagligvarebutikker valgte jeg at handle ind i den sene frokosttid. På trods af mine taktiske overvejelser blev jeg i supermarkedet mødt af dét, som jeg igennem det seneste år har døbt ”en coronabombe” – et slaraffenland for corona, fordi mange mennesker er samlet og farer forvildet rundt, så virus i værste fald kan få frit lejde. Over højtaleren lød supermarkedets mekanisk stemme gentagne gange: ”Medarbejder til kasseåbning, medarbejder til kasseåbning”. Ved indgangen stod en søvnig vagt, der hverken talte kunder eller holdt øje med afstanden i køen.

Set i bakspejlet undrer det mig egentlig ikke, at jeg ikke kunne udregne myldretiden i supermarkedet, som man kan på Køge Bugt Motorvejen i hverdagen. Det var helligdag, hverdagens rytmer var vendt op og ned. Det undrer mig heller ikke, at der var mange på indkøb i Sydfalsters mest populære ferieby.

Til gengæld var jeg chokeret over den laissez-faire-tilgang, som flere kunder og supermarkedet udviste.

Da jeg nåede frem til kassen med en kurv af fornødenheder til at klare resten af påsken, stod en flok på fire teenagedrenge foran mig. To af dem bar deres mundbind om hagen i stedet for omkring næse og mund. Fingrene kørte rundt i ansigtet og på andre kropsdele, inden de pillede videre ved alle varerne omkring kassen. Vagten, der nu havde flyttet sig ind i butikken, kiggede på os, men på intet tidspunkt gjorde han væsen af sig. Han bad ikke drengene om at tage mundbindene rigtigt på, og han bad ikke køen om at huske en afstand på to meter.

Da jeg kom ud af coronabomben, ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde været mere forudseende. At jeg ikke var gået hjem igen, da jeg så den ustyrlige menneskemængde i supermarkedet. Men når alt kommer til alt, er det nok ikke min ene person med mundbind og afsprittede hænder, der havde gjort forskellen mellem orden og kaos.

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har lagt en plan for genåbningen – en genåbning, der kræver lave smittetal. Hvis coronavirus skal bekæmpes, må hele erhvervslivet tage ansvar for en ansvarlig genåbning. Især de butikker, der kunne holde åbent, mens andre var tvunget til at holde lukket. Barer, restauranter, frisører, tatovører og kulturinstitutioner bløder økonomisk, og krisen er ikke ovre endnu.

Vi er mange, der længes efter at komme ud. Med Folketingets brede genåbningsplan er det i sigte. Det må ikke sættes over styr – og erhvervslivet bør være sin opgave voksen, så yderligere restriktioner og nedlukninger kan undgås.

I mit stille sind har jeg truffet en beslutning: Jeg sætter ikke mine ben i det supermarked igen. Jeg vil hellere støtte de dele af erhvervslivet, der sørger for vores sikkerhed, når vi handler. Dem, der forstår alvoren i restriktionerne og gør sig umage for at overholde dem. Og så skal jeg, så længe coronaen står på, være lige så god til at planlægge i helligdagene som i hverdagen.

Hvis vi alle tager ansvar og tænker os om, kan genåbningen lade sig gøre. Hvis ikke, falder den til jorden. Lad os holde ud, bare lidt endnu.