(Tanke)spin om en dansk-europæisk SV-regering


Blog, Debat, EU, International politik, Samfund / tirsdag, maj 14th, 2019

Mystikken steg i takt med, at antallet af dage svandt: Hvornår ville statsministeren udskrive valg til Folketinget, og hvorfor lægge det tæt på valget til Europa-Parlamentet?

Folketingsvalgkampens første uge har tilsløret EU-valgkampen og gjort valgene mere gådefulde: Hvorfor afholde dobbeltvalg med halvanden uges mellemrum?

Det okkulte blev fuldendt med en hvisken i krogene om en mulig SV-regering og Venstres velfærdsløfte: Hvorfor skulle to regeringsrivaliserende partier samarbejde? Hvorfor vender Venstre ryggen til sine venner i blå blok og gør tilnærmelser til Socialdemokratiet i valgkampens første dage?

Tillad mig at komme med lidt (tanke)spin i denne EU-kommentar, for svarene har muligvis alt med EU-valget at gøre. Udfaldet af det europæiske valg kan være afgørende for, hvilken regering Danmark får, og hvem der bliver dansk EU-kommissær.

Først nogle faktuelle mellemregninger: Når de 751 EU-parlamentarikere er valgt, konstituerer de sig i grupper. Meningsmålingerne peger på et parlament i opbrud med nye grupper og magtbalancer.

Omtrent samtidig skal der udpeges en formand for kommissionen. Juridisk set sker udpegningen af regeringscheferne med godkendelse fra det nye Europa-Parlament. I 2014 indsneg sig en uskreven procedure, den såkaldte spitzenkandidatproces, hvor Europa-Parlamentets grupper på forhånd havde udpeget deres kandidat til kommissionens formandspost. Op til dette valg, hvor Europa-Parlamentet er i opbrud, og hvor ikke alle grupper har stillet med én kandidat, minder det parlamentariske påfund mest om en pseudoproces. Der er stor sandsynlighed for, at regeringscheferne vælger den næste kommissionsformand uden om Europa-Parlamentets anbefaling.

Hold godt fast, nu begynder spinnet: Usikkerhederne er til fordel for et muligt dansk regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre støttet af Dansk Folkeparti. Det største parti, Socialdemokratiet, får statsministerposten i Danmark mod at indstille en kandidat fra Venstre til en kommissærpost. Og kunne man forestille sig en bedre kandidat til formandsposten for kommissionen end den netop afgåede statsminister, Lars Løkke Rasmussen?

Konstellationen understøttes i Folketinget af Dansk Folkeparti, der får tilkendegivelser på udlændingeområdet, men som samtidig har flyttet sig i en mere EU-positiv retning.

Scenariet med Mette Frederiksen som statsminister og Lars Løkke Rasmussensom kommissionsformand får flere af valggådens ledetråde til at gå op. For det første forklarer det, hvorfor valgene ikke afholdes samme dag. Lars Løkke Rasmussen får dermed mulighed for at se den europæiske fordeling af mandater, inden den danske valgkamps slutspurt. For det andet giver det mening, at Venstre har relanceret sig som et proeuropæisk parti. Endelig understøtter det vigtigheden af sidste års franske præsidentbesøg, hvor Lars Løkke Rasmussen og Emmanuel Macron fik mulighed for at komme tættere ind på livet af hinanden og skabe et tillidsfuldt bånd, inden Macron får en afgørende stemme i EU’s navnekabale.

Valgmystikken opklares først efter begge valg. Mange brikker skal gå op, for at puslespillet kan lægges, som jeg har beskrevet. Men mon ikke Socialdemokratiet og Venstre, ærkerivalerne i dansk politik, kan finde sammen om både at holde ultrastramme fløjpartier på den politiske port og samtidig dele Statsministeriet og Europa-Kommissionen mellem sig?

Én ting er sikkert og vist: Dette EU-valg er det mest nationale nogensinde, og folketingsvalget er det mest europæiske nogensinde. Og dét er ikke (tanke)spin.

Bragt på jp.dk den 14. maj 2019 og i papiravisen den 17. maj 2019.