Trump på det flyvende tæppe


International politik, USA / søndag, oktober 30th, 2016

Vinden suser i Aladdins hår, som han svæver på det flyvende tæppe over Agrabah. Ved sin side har han sin abe og den magiske lampe. Jasmin står på balkonen på sultanens palads. Jafars drømme om at blive sultan er for længst atomiserede. Aladdin forstår derfor ikke blikket i Jasmins øjne. Det er fuld af frygt. Bag ham lyder et brag, der ryster jorden. Trykbølgerne får luften til at skælve, og den magiske lampe falder mange meter mod den udtørrede jord. Den første bombe er faldet. Den nye amerikanske præsident, Donald Trump, har invaderet Agrabah.

Kære læser. Selvfølgelig er det ren fantasi, at Trump som USA’s næste præsident ville føre krig mod fantasilandet, Agrabah, som de fleste af os kender fra Disneys fortolkning af Aladdin. Og alligevel er det tættere på virkeligheden, end man skulle tro. Ifølge en artikel fra The Guardian støttede en tredjedel af Trumps vælgere ved primærvalgene (dvs. den indledende runde, hvor de to præsidentkandidater udvælges), at USA skulle bombe Agrabah. Altså det fiktive Agrabah. Altså Aladdins Agrabah.

Hvordan kan man støtte bombningen af et land, der ikke findes? Vi kan til enhver tid diskutere krige som Vietnam, Afghanistan og Irak, men en krig i fiktive lande?

På trods af skandaler flyver Trump på et magisk tæppe. Et tæppe, der bliver båret af en folkestemning, der ikke længere adskiller fup fra fakta, fiktion fra virkelighed. Man er begyndt at tale om det postfaktuelle samfund, hvor min virkelighed er lige så rigtig som din. Rigtigt og forkert findes ikke længere.

I dette samfund er der tre trends.

For det første bliver der set ned på eksperter og gamle politiske partier. I stedet former man sin egen virkelighed baseret på frygten for det fremmede og andre følelser i øjeblikket.

For det andet er folket blevet splittet. På den ene side står dem, der frygter globaliseringen og føler sig magtesløse. På den anden side står dem, der ser globaliseringen som en mulighed med det internationale, grænseløse samfund.

For det tredje har de sociale medier, der ellers skulle lede til en fri, åben og lige debat, skabt et debatklima, hvor en påstand altid er lige så god som en anden. Fakta på de sociale medier kontrolleres sjældent.

Trumps medvind på det flyvende tæppe ses bedst i eksemplet om bombningen af Agrabah. Mange af hans vælgere frygter det fremmede uden en egentlig årsag, blot fordi det pr. definition er fremmed. Om det er Agrabah eller Afghanistan, er ligegyldigt. Trump spiller på forestillingen om, at kun han kan tage kontrollen tilbage i samfundet, for kun han er talsmand for det sande folk.

Kære læser. Der er kun én måde, at vi kan få den værdifulde, demokratiske debat tilbage. Vi må rive tæppet væk under Trump og alle hans kompagnoner i amerikansk, europæisk, ja sågar i dansk politik. Ikke alle påstande er sande, og ikke alle argumenter er lige værdifulde. Der findes rigtigt og forkert. Det er vi nødt til at erkende som mennesker. Vi skal have en offentlig debat, hvor vi respekterer hinandens synspunkter, uden at vi nødvendigvis er enige. Samtidig er der behov for mere åbenhed og gennemsigtighed i politiske beslutninger. Det er det politiske system nødt til at erkende.

Imens vi venter på dette, kan vi følge med i skrækeksemplaret af den amerikanske valgkamp. En valgkamp, der jager vælgerne væk og skaber endnu mindre tillid mellem vælgere og politikere.

Jeg ved, at vi er mange, kære læser, der ønsker et nyt politisk klima, men jeg føler alligevel, at jeg går alene rundt i en ørken. Jeg bliver ved med at håbe på, at jeg finder den magiske lampe. Og hvis jeg finder den, ved jeg godt, hvad mine tre ønsker skal være:

1) At fornuften i politik vender tilbage.

2) At den konstruktive kritik vender tilbage.

3) At tonen bliver anderledes i politik.

Men i baggrunden hører jeg stadig bomberne falde i Agrabah.

 

Bragt på folketidende.dk