Udkants-Europa på turismens afveje


Samfund / mandag, september 1st, 2014
Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Udkants-Europa – et lukkeland langt fra Europas metropoler, hvor økonomien passer til borgruinerne fra middelalderen. Jeg var på ferie i en lille, fransk by blot 15 kilometer fra den spanske grænse. Dér gennemlyste pigernes pang-farvede bikini-toppe aftenkjolernes florlette chiffonstof, og badeshorts var ikke kun dresscode på stranden. Dér havde cocktailene blinkende isterninger.
Situationen mindede mig om livet hjemme på de danske sydhavsøer. Turisme er officielt svaret på udfordringer med tårnhøj arbejdsløshed og negativ økonomisk vækst, som man er vidne til overalt i Udkants-Europa – også på Sydhavsøerne. Devisen er, at turisme skaber arbejdspladser. Eller som Ministeriet for By, Bolig og Land skrev i april 2014 i forbindelse med en barmhjertig projektdonation: ”Turisme er et af midlerne til at skabe arbejdspladser på landet og til at tiltrække nye beboere.” Man regner med at skabe omsætning ved at sælge ud af saltvand og sandstrande. Men når højsæsonen går i vinterhi, forsvinder mange af turismens arbejdspladser som dug for solen.
Turisme som udkantsstrategi kan være en farlig sovepude, for der skabes kun økonomisk fremgang i højsæsonen. Alligevel er turisme blevet et våben til at få både Sydhavsøerne og Sydfrankrig – ja, hele Udkants-Europa – ud af den økonomiske krise. Turisme er blevet et middel til at flytte overophobede økonomiske midler fra Europas storbyer ud til landområder, hvor økonomien ligger i ruiner. Det er en privat udligning, hvor pengene skifter hænder mennesker imellem i stedet for en statslig eller overstatslig udligning.
På min feries sidste aften spiste jeg på en restaurant lige ud til havnen. Da de sidste gæster var ved at forlade stedet, kom restaurantens ejere over til vores bord. Ejerne var et par på omkring tredive år, men de så begge en del ældre ud. Hver morgen baksede de med at slå skodderne op til restauranten med armene fulde af friske grøntsager fra det lokale marked. Hver nat, mens børnefamilier sov trygt i ferielejlighederne, og teenagerne var taget på diskotek i byens centrum, låste de deres havemøbler fast til den orange pavillon.
Så begyndte snakken med ejerne. ”Problemet er”, sagde den mandlige ejer, ”at det er for svært at drive forretning i Frankrig. De første fem år ligger vi under for tunge afgifter. Hvis restauranten omsætter for 100 euro, og vi skal betale alle udgifter, afgifter og løn til personalet, har vi mindre end 1 euro til os selv.” Som ejer af en virksomhed i Udkants-Europas følte han sig truet af afgifter og bureaukrati, der risikerede brat at stoppe hans nye idéer, innovation og iværksættelse.
Samtalen tog en anden drejning, da en af restaurantens unge tjenere stødte til. Han viste sig at være den kvindelige ejers lillebror. Vi var jævnaldrende, begge i 20’erne. Så sagde den kvindelige ejer: ”Derfor råder man Frankrigs unge til at tage op til jer. Der er så godt i Danmark og i Sverige. Ingen arbejdsløshed, ingen afgifter og et holdbart socialsystem.”
Jeg kan stadig ikke lade være med at trække på smilebåndet over deres danske drøm: Danmark som et forjættet land – et økonomisk centrum uden arbejdsløshed og afgifter, som andre europæere ser op til. Udkants-Europa slår jo også sine folder gennem det danske landskab, særligt hér på Sydhavsøerne. Her rimer økonomi dog ikke på middelalderruiner, men på forladte og faldefærdige landbrug.
Officielt skal også økonomien i Danmarks udkant restaureres gennem turisme. Et af de bedste eksempler er netop Lolland-Falster, der med Femern Bælt-forbindelsen som mellemregning forventer økonomisk vækst blandt andet gennem turisme. Falsters Mallorca, bedre kendt som Marielyst, kommer hele tiden med nye bud på, hvordan turismen skal udvikles: nye byplaner, nye byggeprojekter, nye branding-strategier. Men når turisterne tager hjem, står sørgelige plastikpalmer tilbage foran lukkede caféer og restauranter. De bærer skiltene: ”Tak for sæsonen.”
Problemet for Udkants-Europa er ikke, at afgifter og bureaukrati dræber initiativer, idéer og innovation. Problemet stikker langt dybere, da der er tale om en gensidig misforståelse af vækst og økonomi. I de politiske centre er ’vækst’ en økonomisk term, der betegner en abstrakt kapital, der måles i kroner og ører. I Udkants-Europa er ’vækst’ lig med forårets komme, når de første klaser lader sig skue på vinstokkene, og roerne begynder at spire i mulden. Turismeøkonomien, som Udkants-Europa har hægtet sig op på, er bygget på storbyens præmisser og deres borgeres vilje til at rejse mod udkanten.
Naturligvis ligger der uudnyttede økonomiske potentialer i turismen, hvilket kan gavne mange forskellige erhverv i Udkants-Europa. Sidegevinsten er en pose sæsonjobs, men i jagten på arbejdspladser i Udkants-Europa overser man et kritisk faktum: Turismeøkonomien er sårbar.
For det første er turismeøkonomiens vækst sæsonbestemt. I løbet af påsken, pinsen og sommeren skal man nå et helt års omsætning, hvis ikke man ønsker en konkursbegæring i julegave. Derudover står Udkants-Europa i en svækket situation, for sommerens travlhed risikerer at ende brat i efterårets arbejdsløshed med grå dage på jobcentre eller arbejdsvandring mod det økonomiske centrum.
For det andet er turismebranchen afhængig af ubarmhjertige, økonomiske konjunkturer. En økonomisk nedtur kan ramme hårdt i økonomiens centrum, men den rammer turismens Udkants-Europa hårdere: Man dropper at spille mini-golf, dropper den blinkende drink. Måske dropper man helt turen til Udkants-Europa og bliver derhjemme. Dermed samler de nedadgående konjunkturer sine problemer i Udkants-Europas turisme – en kritisk situation, der ikke bygger bro over kløften til det økonomiske centrum.
For det tredje er turismeindtægter afhængige af vejret. Soft-ice smager nu engang bedst i solskinsvejr. Udkants-Europa har brug for, at der skabes holdbare arbejdspladser. Turismeøkonomien kan ikke opfylde dette behov; dertil er den al for skrøbelig. Der er også brug for, at private virksomheder inden for forskellige brancher tør at placere sig i den nuværende udkant og tiltrække arbejdskraft fra de nuværende økonomiske centre. Skal udkanten vinde frem, er der behov for en konkret virksomhedsvandring fra by til land. Det kan turismeøkonomiens blinkende drinks ikke klare alene. Det, der skal til, er konkrete politiske og offentlige initiativer samt privat mod og dristighed.
Indtil regeringer og erhvervsfolk tør at lave holdbare investeringsprojekter i udkanten, må vi tage til takke med forestillingen om, at ”vores” problemer ikke findes andre steder. Ved Middelhavskysten lever drømmen om det danske system, mens Falsters plastikpalmer forsøger at efterligne det eksotiske Sydeuropa. Begge er symptomer på udkantens krise og livet på kanten. Ingen af delene bidrager til at skabe holdbar økonomisk vækst, men derimod til forestillingen om, at andre dele af Europa nok ikke har en udkant.
Bragt i Folketidende, den 1. september 2014.