USA’s isolationisme skaber nye muligheder for EU


Debat, EU, International politik, USA / torsdag, august 2nd, 2018

I disse dage er Europa ved at lande på benene efter et hasarderet handelsspil fra USA. Konflikten blev foreløbigt afblæst, da Donald Trump og Jean-Claude Juncker nåede til enighed om en rammeaftale for de fremtidige handelsrelationer.

Rammeaftalen bliver i høj grad udlagt som en sejr for Trump, der sænker barren for amerikansk eksport af sojabønner og flydende gas til det europæiske marked. Denne udlægning er korrekt i kortsigtede, økonomiske termer. Derimod tilfalder den politiske sejr EU, der formåede at trænge igennem den amerikanske Twitter-politik, tvinge USA’s præsident til forhandlingsbordet og bane vejen for yderligere forhandlinger.

Det giver EU mulighed for at vise sine principper på den globale scene, styrke sammenholdet mellem EU-landene og dermed finde sine egne ben i en omskiftelig magtbalance.

Mødet mellem Trump og Juncker var på forhånd udråbt som en sidste chance for at undgå en eskalerende handelskrig. Frygten, for at den europæiske økonomi skulle begynde at vakle, var allestedsnærværende. Derfor var Junckers primære mission at få en gammeldags dialog med Trump om forholdet mellem de to handelskæmper.

Junckers mission lykkedes. Juncker opnåede endda en rammeaftale, der tager brodden af de værste handelsspændinger, mens en ny aftale forhandles – en aftale, der skal fjerne toldbarrierer såvel som subsidier. Trump stillede sig end ikke på bagbenene for at være med til at reformere verdenshandelsorganisationen, WTO, med henblik på at skabe fair handel mellem alle verdens lande.

Twitter-politikken blev for en stund lagt til side og derved manifesterede EU sin politiske magt i den internationale handelspolitik.

Den amerikanske protektionisme er blot et skridt på den isolationistiske vej, der skal gøre Trumps USA »great again«. At USA vender sig mod sig selv, bliver generelt opfattet som et problem for EU, der har mistet sin evige støtte i verdenssamfundet. Der ligger dog langt flere muligheder i at få løsnet den amerikanske klods om benet end som så.

Udfaldet af mødet mellem Trump og Juncker viser, at den amerikanske rygvending til det europæiske kontinent på ingen måde er et problem for EU – hverken i forhold til unionens globale position eller det interne sammenhold. I stedet får EU nu bedre mulighed for at udvikle sig som en regional og global magt gennem sine økonomiske relationer.

Med den amerikanske isolationisme er der ikke længere nogen supermagt i verdenssamfundet. De enkelte regioner bliver vigtigere for stabiliteten og bliver nødt til at tage mere ansvar for deres egen udvikling. Samtidig bliver politikken i verdenssamfundet mere flydende. Konstellationer skifter afhængig af det politiske emne, og ingen regioner og stater er længere faste partnere.

I et sådant miljø kan det være svært at vide, hvilket ben man skal stå på. Men ikke for EU. Det viser Junckers vellykkede mission. Uden en garant for verdensordenen har EU været nødt til at skabe fælles front udadtil og stå ved sine principper. Det har samtidig accelereret det interne samspil mellem medlemslandene, der i højere grad bliver tvunget til at søge kompromiser for at tale med én tunge mod resten af verden.

Derfor kan EU nu rejse sig med rank ryg. Det europæiske sammenhold har vist sig stærkt nok til at holde ligevægten i en tippende magtbalance. Næste skridt på stigen er at få dette sammenhold overført til andre områder for det politiske samarbejde. Hvis det lykkes, forvandler EU sig til en stærk regional magt, der står på egne ben og tager det fulde ansvar for sin egen udvikling.

Verdens udfordringer står i kø og banker på Europas dør. Så EU, tag det næste skridt allerede nu.

Bragt i Jyllands-Posten, den 2. august 2018.