Velfærdsstatens curlingbørn


Debat, Samfund / torsdag, marts 9th, 2017

Onsdag 1. marts 2017 var Nørrebros gader igen gerningssted for rygende romerlys og glasklirrende gadekampe. Tiåret for rydningen af Ungdomshuset blev markeret med en meningsløs vold, der vidner om, at flere unge stadig mangler en grundlæggende respekt for værdierne i vores liberale velfærdssamfund: Respekten for vores medmennesker og deres værdier samt devisen om, at man er nødt til at yde, før man kan nyde.

Disse unge er det, jeg kalder »velfærdsstatens curlingbørn«. Det er unge, der er opdraget med en forventning om, at staten skal give efter for det, de kræver. Når de ikke får, hvad de forventer, gør de oprør mod systemet.

Velfærdsstatens ekstreme curlingbørn anvendte slagordet »Intet glemt. Intet tilgivet«. Men ifølge oplysninger fra politiet var en del af demonstranterne under den kriminelle lavalder og lever dermed på en kollektiv erindring om et ungdomshus, hvor de aldrig selv har sat deres ben. Deres manglende tilgivelse er en blind forestilling om, at man i velfærdsstatens hellige navn kan gøre, som det passer én. Hvad der i deres øjne ligner et opgør mod et system og en udefinerbar kamp for lighed, minder i andres, blandt andet undertegnedes, øjne om det rene anarki.

Men velfærdsstatens curlingbørn findes ikke kun i den ekstreme udgave på den aktivistiske venstrefløj. De findes også i mere moderate hverdagsudgaver på andre steder i det politiske spektrum.

Velfærdsstatens curlingbørn er også dem, der ikke ønsker en forandring af fællesskabets måde at indrette sig på med det eneste argument, at de frygter forandringen. De glemmer, at vores fællesskab er under forandring, at intet er, som det var engang og at det er nødvendigt at finde nye måder at indrette sig på.

En aflægger af velfærdsstatens moderate curlingbørn er at finde på højrefløjen. Udadtil har de en skrap reformdagsorden, men samtidig har de naglet sig fast til det allermest basale i den danske velfærdsstat: Det universelle princip om offentlige goder til alle finansieret gennem en høj skat. Det får offentlige institutioner til at »effektivisere« i ét væk uden at tage højde for, om opgaver og bemanding egentlig passer sammen. Det er en glidebane mod det vante system frem for nytænkning.

Der er brug for et wake-up-call for alle typerne af velfærdsstatens curlingbørn. Der er mange visionære projekter, som både venstre- og højrefløjen kunne slå et slag for frem for at sætte bål i gader og frygte forandringer. Hvis ungdomsaktivisterne brugte krudt på kampen for et bedre klima, bekæmpelse af ulighed og en dagsorden for ligestilling, mens de moderate indstillede sig på en fordeling, der kom de allermest trængte til gode, så kunne vores samfund måske udvikle sig til et mere inkluderende sted, hvor vi alle opdrages til ansvar og respekt.

Bragt i Berlingske, den 9. marts 2017.